Super GT: Toyota-sejre i svær premiere for Sørensen og D’Station Racing

Foto: Super GT/GT Association

Med premieren på Japans Super GT har Danmark endelig en kører i den bedste japanske GT-serie igen – men det blev Toyota, der stjal billedet i begge klasser i sæsonåbneren på Okayama her til morgen dansk tid. De forsvarende mestre, au TOM’s Toyota, vandt fra pole position i GT500. Men serien er på ingen måde forudsigelig – faktisk skrev Sho Tsuboi historie med dagens sejr, for han er den første i 30 (!!!) år til at vinde tre GT500-sejre i streg. Og i GT300 er det kun sket én gang før.

Tsuboi åbnede i TOM’s-bilen og fik skabt en god, tidlig føring, som også holdt til en safetycar efter første omgang – og det blev fundamentet for sejren. Toyota fuldendte succesen idet Denso Kobelco SARD’s Yuhi Sekiguchi og Yuichi Nakayama tog andenpladsen i det generelle klassement, mens Hondas nye Civic Type R-GT debuterede med et podie til Stanley-teamet, det tidligere Raybrig Team Kunimitsu.

Svær debut for Marco Sørensen

Sæsonpremieren i Super GT var helt fra første færd ikke nem for D’Station Racings Marco Sørensen og Tomonobu Fujii. Den dansk/japanske duo kæmpede ihærdigt for at hente det tabte i søndagens løb på Okayama, for de startede med at være sat langt tilbage. Teamet fik først et motorproblem i træningerne og bilen blev dernæst ikke klar til kvalifikationen lørdag morgen. Det betød, at teamet valgte at starte fra pitlane og dermed sidst – og så havde Fujii og Sørensen en del terræn at hente.

Fujii startede løbet og man forsøgte sig med en ganske aggressiv dækstrategi for at hente noget af det tabte. Sørensen tog over efter 31 omgange og fik bilen bragt op som nummer 16 i klassen, men fik siden en punktering, som igen kostede tid. Facit blev derfor en 19. plads.

GT300-klassen endte også med Toyota-sejr i form af muta Racings GR86, som Yuui Tsutsumi og Hibiki Taira kørte til sejr efter en tæt kamp med Mercedes’ LEON Pyramid. I sidste ende trak muta Racing det længste strå, mens LEON Pyramid-teamet endte med at måtte hænge godt i for ikke at sætte andenpladsen over styr.


Sidste års GT300-mestre fra Green Brave var godt kørende i deres GR Supra i løbets afgørende fase, men fik alligevel givet den for meget gas. De kunne ikke holde momentum, og måtte i stedet se sig overhalet med syv omgange tilbage af Studie BMW’s Niklas Krütten, som sammen med Seiji Ara tog tredjepladsen for BMW-teamet foran netop Green Brave.

Super GT er tilbage den første weekend i maj, når det går løs på Fuji Speedway.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: