At Michelle Gatting og Iron Dames fortsætter samarbejdet og tager en fjerde sæson er næppe den helt store overraskelse for danske sportscarfans, men alligevel bliver 2022 helt specielt for Michelle Gatting og Ferrari-teamet.
De går nemlig ind i endnu en serie i form af GT World Challenge, og derfor er Michelle Gatting klar med en hele 17 løb lang kalender fordelt på FIA WEC, European Le Mans Series og GT World Challenge. Dermed er Michelle Gatting også klar til sit fjerde Le Mans og får samtidigt også debut i 24 Hours of SPA, som jo er en del af GT World Challenge-kalenderen.

Teamet kommer i alle tre serier til at køre med samme lineup, og Michelle Gatting skal derfor dele bil med Rahel Frey og Sarah Bovy hele sæsonen hos Iron Dames. Annonceringen af Iron Dames’ sæsonplaner betyder også, at Iron Lynx har meldt deres planer ud.
Iron Lynx går efter at forsvare sejren i 24 Hours of SPA med to biler denne gang – dog uden der endnu er en bekræftelse af, om Nicklas Nielsen, Alessandro Pier Guidi og Come Ledogar får chancen for køre årets 24 Hours of SPA sammen. Der skulle komme mere nyt om indsatsen senere i marts.
https://www.facebook.com/msgatting/videos/248075840831135/