TCR Denmark sætter international mulighed på højkant i ungdomsmesterskabet

Foto: TCR Denmark/Kim Gripping

Når TCR Denmark til oktober finder 2022-sæsonens mestre, så følger der i ungdomsmesterskabet en en stærk, international mulighed med titlen.

Ungdomsmesterskabet U23 i TCR Denmark bliver udvidet til U25, så kørere, der yngre end 25 år per 1. januar 2022 kan deltage. Og ikke nok med det, så får U25-mesteren også mulighed for at repræsentere Danmark i motorsportens svar på OL i TCR touringcars, FIA Games, forklarer promotor Martin Jensen fra TCR Denmark.

– Vi har udvidet ungdomsmesterskabet til U25 for at få et større, bredere og stærkere ungdomsmesterskab. Med U25 kan de unge kæmpe om titlen gennem et par sæsoner, og når vi samtidigt kan give årets U25-mester muligheden for at stille op til FIA Games, så kommer de unge også i kamp om at kunne vise sig på den internationale scene, siger Martin Jensen.

Motorsportens svar på OL

FIA Games er motorsportens svar på OL, og har været afviklet én gang tidligere – i 2019. Dengang deltog 166 atleter fra 49 forskellige FIA-medlemslande, og årets udgave bliver endnu større. Deltagelse sker på vinderens egen regning.


I årets udgave, som køres på Paul Ricard i Frankrig, er endnu flere kategorier kommet til, og deltagere fra hele verden får her muligheden for at dyste i 18 forskellige discipliner.

– FIA Games minder i sin struktur meget om OL. Man kører for sit land, og FIA Games tæller derfor en stribe forskellige kategorier af bilsport, hvor man ser alt fra touringcars, formel- og GT-biler til karting og simracing. Her får vores U25-mester muligheden for at repræsentere Danmark ved FIA Games på Paul Ricard i udgangen af oktober i år, afrunder Martin Jensen.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: