TPR Motorsport klar med to biler i TCR Denmark

NM_GPDK21_FP1_(23_of_32)_original (1)
Foto: TCR Denmark

Svenske TPR Motorsport gearede i sidste sæson op fra én til to Honda Civic Type R i TCR Denmark, og det svenske team er igen i denne sæson klar med to biler.

Som vi tidligere kunne præsentere, er tyske Mike Halder allerede på plads i det svenske team, og til den anden bil har Toni Persic og TPR Motorsport hentet et spændende, svensk talent i form af Anton Bergström.

19-årige Bergström er ikke ukendt på de danske baner takket være flere sæsoner i den danske DS3 Cup, og det er netop læringen herfra, som den svenske teenager ser frem til at bygge videre på i et endnu større format. Samtidigt er TCR-racerne ikke et helt nyt fænomen for Bergström, som ved flere Young Driver-testdage har stiftet sit første bekendtskab med bilerne.

– Jeg er superglad for at det lykkedes at få en aftale i hus. Jeg har testet TCR et par gange tidligere, og det føles både fantastisk og rigtigt at tage springet ind i TCR Denmark. Det flugter godt med min baggrund i DS3 Cup og den svenske Renault Junior Cup, som jo alle er forhjulstrukne biler, forklarer han og tilføjer:

– Det har været et godt program at udvikle sig i, og jeg ser frem til at udvikle mig endnu mere som kører i år, forklarer Anton Bergström.


Mere erfaring

Teamchef Toni Persic står dermed med et nyt TPR Motorsport og forener til den kommende sæson etablerede og nye kræfter. Det er et setup, som han forventer sig meget af.

– Vi kommer super stærkt tilbage i år. Jeg er sikker på, at Mikes store viden nok skal blive en nøgle for os, og jeg ser meget frem mod at få Anton ind på teamet, for jeg tror, han kan lære rigtig mange gode ting her. Som team kommer vi til sæsonen med mere erfaring og struktur denne gang, så jeg satser på, at vi er hurtige, forklarer Toni Persic.

Promotor Martin Jensen ser ligeledes frem til at få endnu et nyt talent ind i TCR Denmark:

– Det er en fantastisk mulighed for Anton, og jeg er super glad for at se ham komme frem i rækkerne. Vi har et virkelig spændende talentsystem gennem DS3 Cuppen, og her har Anton i de seneste par sæsoner forfinet sine evner. Så at han nu tager springet videre til TCR viser igen, at formatet virker. Det er godt for TCR Denmark, at vi kan få nye, spændende navne frem, afrunder Martin Jensen.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: