European Le Mans Series’ sidste løb inden Le Mans-pausen blev uden danske pokaler, men til gengæld med masser af den dramatik, som serien altid er kendt for. Fra start fik Louis Rousset forsvaret føringen ind i første sving for Forestier Racing by Panis, men han fik kort efter selskab af United Autosports Griffin Peebles – og den senere løbsvinder fik i løbet af første omgang også gjort arbejdet færdigt, så United tog føringen.
Sådan forløb den indledende fase af løbet også, for Peebles havde mere at skyde med, og kunne trække fra Rousset, mens Theodor Jensen på fjerdepladsen for CLX Motorsport forsøgte at få bilen ind i top tre. Løbet fik også en tidlig afbrydelse af en virtual safetycar efter et sammenstød mellem Richard Mille AF Corses Ferrari med Custodio Toledo og to Porscher fra Proton Competition. Uheldet kostede et par stykker barriere, som skulle repareres – og derfor fulgte et længere gult flag som én af flere afbrydelser i løbet af de fire timer.
Dyrt spin for danskerbil
Theodor Jensen fik bilen kørt op for CLX Motorsport, og som løbet skred frem, var Adrien Closmenil egentligt også et sted, hvor et podie var en mulighed. Men Closmenil havde et spin, hvilket Reshad De Gerus og Inter Europol Competition udnyttede til fulde til at tage andenpladsen. Reshad De Gerus var i det hele taget på fremmarch til sidst, for han nåede også op bag Ben Hanley og fik lagt pres på den førende – og med 25 minutter tilbage forsøgte De Gerus så at tage føringen i Mistral-chikanen. Her ramlede han sammen med Hanley, og begge smed tid, men Hanley kom bedst fra det.
De Gerus var nede at vende som firer, men sammenstødet havde ikke kostet ham nogen fart, så han kørte sig atter op og over den sidste runde pitstop fik han først overhalet Laurents Hörr og dernæst også Paul Loup-Chatin på sin vej til andenpladsen. Chatin holdt fast i sin tredjeplads til IDEC Sport foran Hörr i søsterbilen fra IDEC, mens Vector Sport med Ryan Cullen, Pietro Fittipaldi og Vlad Lomko tog femtepladsen foran Theodor Jensens CLX Motorsport.
LMP2 Pro/Am blev til sejr for Nielsen Racing, som profiterede af en sen straf til AF Corses Francois Perrodo, Antonio Fuoco og Matthieu Vaxiviere. De fik en drivethrough til allersidst for at have forbrudt sig mod et gult flag, og det endste med at koste dem sejren. Bedste danske bil i Pro/Am blev Jens Reno Møllers #7 fra Vector Sport med en femteplads, mens Malthe Jakobsen og Michael Jensen hos Algarve Pro Racing måtte tage til takke med en 11. plads på en svær dag for det ellers stærke team.
Jakobsen og Jensen havde i det hele taget en skidt dag i Sydfrankrig. De fik undervejs en straf, dernæst et ekstra stop for at reparere en skade – og for at krone værket, så kom de også i klemme på strategien og smed en omgang på at have pittet lige inden en safetycar. En omgang, de aldrig fandt igen.
LMP3 endte med sejr for Inter Europol Competition, og set med danske briller, så blev det lige-ved-og-næsten, da Ultimate med Sebastian Gravlund på holdet endte med en fjerdeplads. Mikkel Pedersen og Rinaldi Racing endte med syvendepladsen.
Conrad Laursen straffet efter sammenstød
GT3 endte med sejr for Ferrari og Kessel Racing efter et løb, som ellers længe så ud til at gå Corvette og TF Sports vej. TF Sports Charlie Eastwood, Blake McDonald og Alex Udell fik kontrollen over løbet efter en fin og tidlig duel med Anders Fjordbach og High Class Racing. Men et sammenstød undervejs for Corvetten kostede skader på styretøjet, og det gjorde ikke mulighederne bedre for Eastwood i det sidste stint. Han kunne ikke forsvare sig mod Mathys Jaubert i Ferrarien, og måtte tage til takke med andenpladsen foran GR Racings Ferrari. GR tog tredjepladsen efter der kom en straf til Conrad Laursen og hans #51 Ferrari fra AF Corse.
Ligeledes straffet efter det ternede flag blev Spirit of Race, og derfor rykkede GR Racing frem. Laursens straf endte desuden helt udenfor tabellen, for han gik i stå på ind-omgangen efter det ternede flag og skulle have assistance – derfor blev hans Ferrari helt diskvalificeret i sidste ende.
Anders Fjordbach og High Class Racing fik heller ikke udbytte af deres gode start, for et par straffe undervejs kostede dem chancerne for at gøre sig videre gældende.