Ny svensk-kinesisk rekord på Nordschleife

190513 PCP4 Conceptcar, recordattempt at Nürburgring with Lynk & Co.
Foto: Cyan Racing / Lynk & Co

Motorverdenen er ikke hvad den har været. Elbiler og fodgængersikkerhed er på tale som aldrig før, firmaer forsøger at bygge selvkørende biler – og kineserne sætter rekorder. Heldigvis er der svenskere involveret i den rekord, kinesiske Lynk & Co netop har sat på Nürburgring Nordschleife.

Det er nemlig ingen anden end Thed Björk, som har udfoldet sig på de 21 kilometer asfalt i Eifelbjergene. Og når han er involveret, har den skarpe læser sikkert allerede regnet sig frem til at Cyan Racing – det tidligere Polestar (firmaet, som tunede og justerede Volvoer indtil de kunne tæve BMW’er, red.) – er med i ligningen.

Ganske rigtigt. Det er gadeversionen af den Lynk & Co 03, som Thed Björk gør grimme ting ved i WTCR-serien, der nu har sat verdensrekorden for fire-dørs – og forhjulstrukne – biler i tiden 7.20,143. Det giver en gennemsnitshastighed på 170,4 km/t. Omgangstiden er tre sekunder hurtigere end den hidtil hurtigste firedørs bil, og hele tyve sekunder hurtigere end den Renault Megane Trophy R, der hidtil havde rekorden for forhjulstrækkere.

Thed Björk står bag en stor del af arbejdet med den nye Lynk & Co 03 Cyan Concept.

Den slags præstationer kræver power, og det har svensk-kineseren. 528 hestekræfter har Cyan Racing formået at hive ud af den to-liters firecylindrede turbomotor, så galskaben har en forklaring. Thed Björk havde efter eget udsagn en fest med at slå rekorden:

– Bilen er givende at køre, uanset om det er på Nürburgring eller på Autobahn. Rekorden vi har sat er noget jeg sætter lige så højt som mine titler på racerbanen og et højdepunkt i mit arbejde med at viderebringe udviklingen fra racerbiler til gadebiler, fortæller han i pressemeddelelsen fra Cyan Racing.


Det er ikke noget nyt at bilproducenter og tuningsfirmaer bruger Nordschleife til udvikling af deres biler. Det har også været formålet for Cyan Racing og Lynk & Co, men rekorden var ikke en tilfældighed:

– Rekorden er et bevis på potentialet i Lynk & Co såvel som vores ingeniørmæssige filosofi fra mere end to årtier med udvikling af racer- og gadebiler, siger Henrik Fries, Head of Automotive R&D hos Cyan Racing.

Arbejdet med Lynk & Co 03 Cyan Concept-bilen fortsætter hen over vinteren, hvor en grundig vintertest i Nordsverige skal afslutte arbejdet med at skabe en performance car der kan bruges året rundt.

Hvis du vil se rekordomgangen er det bare læne sig tilbage og trykke PLAY:

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: