ELMS: Ny pole position til Malthe Jakobsen

Foto: Kim Gripping/Boxengasse/ELMS

Malthe Jakobsen landede endnu engang en pole position for schweiziske COOL Racing i LMP3 og teamet fortsatte derved takterne med det, der er thyboens femte pole position i år.

Jakobsen var hurtig fra start og fik følgeskab af United Autosports Kay van Berlo og Inter Europols Nicolas Pino, men det endte nærmere i en duel mellem Berlo og Pino om næstbedste tid. Den tog van Berlo sig af, mens Malthe Jakobsen i tiden 2.11.060 tog pole position med over otte tiendedele på en overskyet SPA-Francorchamps.

Danskerbiler i hele top 3 i GTE

Inden Malthe Jakobsen tog pole i LMP3 var GTE-feltet i spil, og her var duellen til gengæld ganske åben. Car Guy Racing har til denne weekend skiftet amerikanske Conrad Grunewald ind som holdkammerat til Mikkel Jensen og Frederik Schandorff i stedet for teamejer Takeshi Kimura.

Kimura er selv i aktion hjemme i Japan, hvor GT World Challenge Asia kører løb på Okayama – og Grunewald takkede for tilliden ved at køre superstærkt. Grunewald endte i en duel med bronzekørerne fra to andre danskerbiler i form af Sarah Bovy fra Iron Dames og Ahmad Al-Harthy fra Oman Racing with TF Sport Aston Martin.

Sarah Bovy var med i kampen om pole, da hun med knap fem minutter tilbage gik ind for at hente et sæt nye dæk, men de nye dæk førte ikke til en forbedring. I stedet kunne Grunewald køre i pit før tid og se sit udlæg holde hele vejen hjem, mens Al-Harthy var godt på vej med en forbedring i sit sidste forsøgt, men smed det på gulvet med en kørerfejl i sektor 2.


I stedet blev det til sæsonens første pole for Car Guy Racing og Conrad Grunewald, mens Ahmad Al-Harthy satte sin Aston Martin, som han blandt andre deler med Marco Sørensen, ind som nummer to.

Sarah Bovy tog tredjebedste tid på hjemmebanen og kan i morgen se frem til et nyt løb på SPA, hvor hun sammen med Iron Dames vandt Gold Cup-trofæet ved 24 Hours of SPA tidligere på sommeren.

Dobbelt op til COOL Racing

Med Jakobsen på en ny pole position i LMP3 for COOL Racing kunne Yifei Ye i kvalifikationen til LMP2 gøre det til dobbelt op for schweizerne, og det var lige netop hvad den kinesiske kører lykkedes med lørdag eftermiddag på SPA.

Kvalifikationen blev afbrudt undervejs efter Fabio Scherer havde et mindre intermezzo i sin racer fra Inter Europol Competition, og det efterlod seks minutter til at få afgjort sagerne. I sidste ende kunne Ye med sin tid på 02.03.544 tage bedste tid foran Patrick Pilet og IDEC Sport med tre tiendedeles difference, mens Nico Jamin tog tredjebedste tid for Panis Racing foran United Autosports’ Phil Hanson og Charlie Eastwood for Racing Team Turkey.

Pole i Pro/Am gik således også til Charlie Eastwood og Racing Team Turkey, mens Nicklas Nielsen med syvendebedste tid samlet er toer i LMP2 Pro/Am, når det går løs i morgen.

Se løbet live her i morgen fra 11.10!

Husk, at du får alt om dansk og international motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: