Sæsonguide: FIA WEC er klar til en ny gylden æra

Foto: FIA WEC
Annonce:

Nedtællingen er næsten ovre for det, som en samlet verden af sportscarfans efterhånden har set frem til i spænding i en håndfuld år: Det første helt store brag i den nye Hypercar-æra.

De nye Hypercars er her, og æraen har for så vidt været i gang to sæsoner. Men det er nu, der for alvor sker noget, når de store fabrikker stempler ind. Derfor hører det også med til historien, at Hypercars i FIA WEC-regi kom lidt forkølet fra land i 2021 med Toyota, Alpine og Glickenhaus og med Peugeots tilkomst i 2022.

Weekendens løb er debuten for Ferraris nye 499P – her #50, som Nicklas Nielsen deler med Antonio Fuoco og Miguel Molina. Foto: FIA WEC

Ferrari-comebacket

Nu er tiden for alvor inde til at skrue op for blusset til en sæson, der for alvor har ingredienserne til at blive helt speciel. Comeback til Ferrari og Porsche efter respektivt 50 og seks års fravær samt et 100-års jubilæum på Le Mans til juni er i sig selv tre store grunde. Derudover er Cadillac også på plads med en enkelt V-Series.R-racer, ligesom vi kender den fra IMSA, og senest har Floyd Vanwall Racing Team sluttet sig til festen med deres nye racer, som køres af Jacques Villeneuve, Tom Dillmann og Esteban Guerrieri.

Glickenhaus er klar med en enkelt bil til sæsonpremieren på Sebring i den kommende weekend, hvorfor vi har en grid på 11 Hypercars i alt – og med dansk deltagelse i de tre af dem. Dermed er Danmark ikke bare repræsenteret i samtlige tre klasser – der er også danskere med gode muligheder i det generelle klassement såvel som på Le Mans, hvor vi ikke har haft en dansk kører i kamp om det generelle klassement siden Tom Kristensens sidste sæson i 2014.

Porsches nye 963 har været i aktion i IMSA-premieren på Daytona – men weekenden er bilens første i WEC. Her er det #5, som Michael Christensen deler med Dane Cameron og Frederic Makowiecki. Foto: FIA WEC

Det får vi til gengæld i år. Mikkel Jensen og Peugeot Sport har været ude at køre de første par løb i sidste sæson med den revolutionerende Peugeot 9X8, mens den kommende weekend er tæppefaldet i FIA WEC for Ferraris nye 499P, hvor Nicklas Nielsen er blandt italienernes seks udvalgte. Michael Christensen er klar til Hypercar-debut i Porsches 963, men denne har vi allerede set én gang i IMSA’s GTP-klasse på Daytona.

Premiereweekendens løb i WEC er derfor ikke Porsches første med den nye bil, men det er den første i WEC-regi. Tyskerne kan samtidigt se frem til en weekend, der byder på masser af kilometer i bilerne, når de først kører 1000 Miles of Sebring fredag og fortsætter lørdag i IMSA med 12 Hours of Sebring.

Styrkeforholdet

På fredag den 17/3 får vi de første svar, og her bliver særligt styrkeforholdet i Hypercar spændende at se. Toyota må formodes at have et stærkt lod qua deres ekstra praktiske erfaring med kategorien, men samtidigt kommer den helt nye Ferrari og får debut, mens Cadillac og Porsche begge har haft tiden siden Daytona til at finpudse. Og så er der Peugeot Sport – har franskmændene fået luget ud i de tekniske vanskeligheder fra 2022-sæsonen?

Den forgangne weekends prolog på Sebring endte med Toyotas to biler som de hurtigste foran Cadillacs enlige bil. Nicklas Nielsen satte fjerdebedste tid for Ferrari, men italienerne havde ikke en helt perfekt prolog-weekend, da 51’eren var i muren søndag. Også Peugeot havde uheld undervejs, men alle bilerne skulle gerne blive klar til weekendens løb.

1000 Miles of Sebring – USA – 17. Marts

6 Hours of Portimao – Portugal – 16. April

6 Hours of SPA – Belgien – 29. April

24 Heures du Mans, Le Mans – Frankrig – 10-11. Juni

6 Hours of Monza – Italien – 9. Juli

6 Hours of Fuji – Japan – 10. September

8 Hours of Bahrain – Bahrain – 4. November

 

Og nu til noget helt andet… Iron Dames og resten af Iron Lynx skiftede Ferrari ud i vinterpausen, hvorfor Michelle Gatting og Iron Dames kører Porsche 911 RSR-19 i WEC og på Le Mans i år. En kombination, der i øvrigt satte meget lovende tider i sidste weekends prolog på Sebring, hvor Gatting var hurtigst af alle i begge lørdagens sessioner. Foto: FIA WEC

Nye tider i GTE

En anden og ganske markant nyhed er, at 2023 bliver ganske speciel i GT-bilerne, for der er kun én GT-klasse.

GTE Pro lukkede efter sidste års finale, og hele GTE-formlen af racere er på sin sidste sæson i år. Derfor køres der kun med GTE Am, da den hele tiden har været med minimum ét år gamle biler. I 2024 overtages pladsen af GT3, hvilket skal gøre det billigere at køre GT-racere i FIA WEC fremover.

Inden da venter der ét sidste hurra for GTE-bilerne, og det bliver med et 14 bilers felt i denne sæson. Tre biler har dansk islæt, og det er Michelle Gatting med Iron Dames, Nicki Thiim med NorthWest AMR samt Mikkel O. Pedersen med Dempsey-Proton Racing. Iron Dames er til forskel fra hele deres øvrige program ikke i en Lamborghini, da der aldrig har været en GTE-bil fra det italienske mærke – og med sæsonens skifte væk fra Ferrari skulle der findes et alternativ. Iron Dames og resten af Iron Lynx, der samlet tæller to biler på fuldt program i FIA WEC, kører derfor med Porsches 911 RSR-19.

Ændringerne i GTE har også fået Corvette Racing med over, og for at passe ind i GTE Am-reglementets krav om minimum én bronze har de sat et nyt team anført af Nicky Catsburg, som har argentinske Nicolas Varrone samt den superhurtige amerikanske bronzekører Ben Keating med sig.

Dobbelt dansk hos JOTA Sport

Med hastig vækst i Hypercar kunne man foranlediges til at tro, at LMP2 så ville blive tyndt besat, men det er ikke tilfældet. Her er 12 stærke lineups til start, og det bliver med et spændende dansk/brasiliansk lineup for britiske JOTA Sport i den ene racer.

David Heinemeier Hansson er tilbage i FIA WEC og har skiftet fra polske Inter Europol Competition til JOTA Sport, hvor han har fået Oliver Rasmussen som makker. Oliver Rasmussen er klar til sin anden WEC-sæson efter et brag af en debut sidste år, hvor han endte på podiet på Le Mans i sin debut i den franske klassiker. David Heinemeier vendte også tilbage til LMP2 sidste sæson, og kørte blandt andet Le Mans med årets tredjemand, Pietro Fittipaldi.

Alt i alt et virkelig spændende lineup hos et team, der konsekvent plejer at være ét af de stærke kort i en stærk klasse. JOTA Sport kører desuden med en bil mere i LMP2 med Will Stevens, Yifei Ye og David Beckmann som kørere, ligesom de med det nye Hertz-sponsorat også er på vej med en privat Porsche 963 Hypercar, som gerne skulle lande senere på året.

Resten af lineuppet i LMP2 er fra ende til anden en stjerneparade, og med to stærke biler fra United Autosports, altid farlige Prema Racing med to biler samt belgiske WRT og to biler fra Alpines hedengangne Hypercar-team er der kort sagt dømt hård fight om VM-titlerne.

Sådan ser du med

Hvis du er vant til at se med på FIA WEC’s engelsksprogede app, så skal du en tur i Appstore eller Google Play og finde den nye FIA WEC TV. Der er netop udkommet ny app, og du får hele sæsonen for cirka €40.

Ser du med på dansk TV, så sender Eurosport 1 Danmark hele løbet med optakt fra 16.30 på fredag den 17/3 og hele vejen til mål. TV2 Sport sender de sidste to timer fra klokken 23.00 til 01.00, mens resten skal fanges på TV2 Play.

1000 Miles of Sebring køres med start 17.00 dansk tid fredag den 17/3. Onsdag er der frie træninger, mens torsdagen byder på kvalifikation fra 23.30 dansk tid.

Husk, at du får alt om FIA WEC her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!

 

Skal du selv med ud at race? Onsdag den 29. marts prøver vi noget helt nyt og afholder den første Boxengasse Kart Night i Odense. Spritny bane, spændende fight og muligheden for at vinde håneretten mod redaktionen? – se mere herunder!

Boxengasse Kart Night – Odense Gokart Hal

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen