På vinderkurs allerede inden sæsonstart

Foto: Lamborghini Squadra Corse

Frederik Schandorff var manden, alle talte om, da Lamborghini Super Trofeo afviklede et mini-mesterskab over to afdelinger i Dubai og Abu Dhabi. Sammen med medkøreren, russiske Timur Boguslavskiy, satte han pole position og vandt alle tre løb – i begge weekender.

Som vinder af Lamborghini Super Trofeo Middle East står Frederik Schandorff nu med en fribillet til Lamborghini World Series til efteråret; Lamborghinis eget verdensmesterskab blandt de bedste kørere i alle deres serier.

Forleden offentliggjorde østjyden så sin oprykning fra Super Trofeo til Blancpain GT Series Asia i en Lamborghini Huracan GT3. Noget tyder på at 2019 bliver et hæsblæsende år.

– Det er gået bedre end jeg har drømt om! Året startede med at jeg satte pole position ved 24 timers-løbet i Dubai, og så titlen i Middle East – og sæsonen er jo ikke engang startet endnu, lyder det fra en glad Frederik Schandorff, da Boxengasse fanger ham i telefonen.

– Det var fedt at Timur og jeg var så stærke derude. Lamborghini-cheferne var til stede ved begge løb, så jeg håber da at det er blevet bemærket. Det bliver i hvert fald fedt at måle sig mod de bedste fra hele verden til World Series senere i år.


Frederik Schandorff imponerede med sin kørsel i Lamborghini Super Trofeo Middle East. Foto: Schandorff PR

Egentlig var det ikke planen, at Frederik Schandorff skulle skifte den europæiske Lamborghini Super Trofeo-serie ud i år, men en testdag ændrede på dén opfattelse:

– Mange andre var nok blevet i Super Trofeo en sæson mere, og det var jeg egentlig også indstillet på. Men efter en testdag vurderede Lamborghini at jeg var klar til mere, og så lå der pludselig et tilbud om en sæson i GT3…

Mange nye udfordringer ligger foran den nyslåede GT3-kører, når han i denne sæson kører race i Asien. Konkurrencen i den asiatiske Blancpain-serie er hård og præget af mange fabriksstøttede teams, og af banerne er det kun Suzuka som han kender i forvejen. Og så er der det med klimaet.

– Jeg kommer helt sikkert til at skulle vænne mig til klimaet. Derude er det ulideligt varmt og fugtigt allerede inden man kommer i bilen – noget af en modsætning til det danske klima! Det kommer til at kræve lidt tilvænning, men jeg har gjort hvad jeg kan for at træne mig op til det, rent fysisk.

Frederik Schandorff ved godt, at denne sæson ikke kommer til at handle om at vinde løb, men om at vokse med opgaven og blive en dygtigere kører. Det asiatiske eventyr skulle derfor gerne strække sig over to år, hvor næste år meget vel kan komme til at handle om at køre efter mesterskabet.

Sådan ser Schandorffs kontor i Blancpain GT Series Asia ud. Huracan GT3. Foto: Schandorff PR

Racerkører på fuld tid

Som dansk racerkører i en asiatisk løbsserie er Frederik Schandorff garanteret en vis mængde rejsedage og dertil hørende jetlag. Den slags kan være svært at passe ind i en almindelig dagligdag med et 8-16-job. Det tog han konsekvensen af allerede for halvandet år siden. Her droppede han ud af maskiningeniørstudiet på Aarhus Universitet for i stedet at satse 100 procent på en karriere som racerkører.

– Jeg tog beslutningen fordi jeg kunne se, at jeg ikke både kunne gå helhjertet efter racerkarrieren og passe mine studier på en ordentlig måde, og på det tidspunkt kunne jeg se at der begyndte at dukke muligheder op, fortæller Frederik, som har givet sig selv en årrække til at jagte karrieredrømmen.

– Inden for et par år skal jeg gerne være nået til det punkt, hvor jeg får penge for at køre racerbil. Og allerhelst som fabrikskører. Jeg forsøger at være realistisk omkring det, for det er et ambitiøst mål – men det er altså dét, jeg kæmper for.

Som fabrikskører i GT-racing vil der lande en fornuftig løncheck hver måned – også lidt højere end startlønnen som nyuddannet maskiningeniør. Men indtil videre er det livet på SU-budget som Frederik Schandorff forholder sig til. Hver en sponsorkrone går nemlig direkte til at køre race for.

– Hvis det her skal lykkes, skal alle penge investeres i at køre race, så jeg kan blive dygtigere og få flere resultater. Jeg har heldigvis lidt småjobs, blandt andet som instruktør på FDM Jyllandsringen, hvor jeg kan lave nok til at holde skindet på næsen. Og så har Lamborghini ansat mig som instruktør på deres events også – så det går også den rigtige vej på dén front.

Vi kommer også til at se Frederik Schandorff på de danske baner i år. I løbet af kort tid forventer han at kunne offentliggøre sit danske løbsprogram i DTC-serien.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: