Det er muligvis verdens mindste overraskelse, men Porsche har præsenteret Manthey Racing som teamet, der skal drive mærkets to Porsche 911 GT3R i FIA WEC næste år. Manthey var naturligvis teamet bag Porsches mangeårige fabriksindsats i FIA WEC’s nu hedengangne GTE Pro-klasse, og derfor står der i 2024 et WEC-comeback på planen for det sejrsvante, tyske team.
Det var Manthey, der stod bag de ti års drift af GTE Pro-Porscherne – et program, som åbnede i 2013 med en VM-titel, og siden blev det til to mere for Manthey og Porsche – og samarbejdet forklarer Porsche Motorsports vicepræsident Thomas Laudenbach, at man fortsætter af sportslige såvel som strategiske og historiske årsager.
– Vi fortsætter af en lang række grunde med Manthey. Manthey Racing er blevet et datterselskab til Porsche, så der er et i forvejen meget tæt samarbejde, ligesom teamet også er en tæt allieret i DTM såvel som andre GT-mesterskaber, og med en lang historie i netop FIA WEC var det selvfølgelig naturligt at fortsætte.
Den nye GT3-æra i FIA WEC får premiere den 2. marts 2024, når sæsonen skydes i gang med det nye Qatar 1812 km. Prologen finder sted ugen før, og det bliver starten på en otte afdelinger lang kalender. FIA WEC har som bekendt ikke fornyet aftalen med Sebring, så Super Sebring senere i marts er væk. Kalenderen fortsætter til gengæld med 6 Hours of Imola den 21. april, mens den traditionelle generalprøve før Le Mans igen bliver 6 Hours of SPA den 11. maj.
Le Mans er den 15-16. juni, og sæsonen fortsætter herefter med Interlagos’ comeback til kalenderen den 14. juli, Lone Star Le Mans i Texas køres den 1. september, og så rundes der af på Fuji i Japan og Sakhir Circuit i Bahrain henholdsvis den 15. september og 2. november.