Umiddelbart efter Berlins afdeling af Formel E den 11-12. maj bliver Frederik Vesti en del af Mahindra Racings lineup til Formel E’s Rookie Test den 13. maj. Her får Frederik Vesti muligheden for at prøve Formel E’s GEN3-racer, og tester sammen med én af Mahindras aktuelle reserver i form af Kush Maini.
Testen er en fuld dags kørsel på banen i Tempelhof, og forberedelserne til testen er allerede i gang, idet Frederik Vesti har gæstet Mahindras fabrik i Banbury, fået lavet et sæde og testet i teamets simulator. Om muligheden for at prøve Formel E-raceren siger Frederik Vesti:
– Først og fremmest vil jeg gerne takke Frederic Bertrand (Mahindras CEO, red.) for muligheden. Det er en god chance for at prøve mig selv af under nogle nye forhold, og jeg har altid set Formel E som en spændende platform. Det er udfordrende, og eftersom det er et verdensmesterskab, så er der også et meget højt niveau på kørerfronten. Jeg har afrundet mine forberedelser med teamet allerede, så nu er det bare at tælle ned til testen.
Bertrand tilføjer:
– Vi er glade for at få Frederik med på holdet til testen i Berlin. Det er en vigtig test for teamet i forhold til at udbygge vores udvikling, og der er et stort fokus på at give nye talenter muligheden for at opleve Formel E. Frederik er ung, entusiastisk og meget hurtig, så det er alle de rette elementer for os. Jeg er sikker på, at Frederiks evner og erfaring vil bidrage til en god test for teamet.
Formel E-testen er i øvrigt ikke det eneste testprogram, som Frederik Vesti også har i kalenderen for tiden – han har også testet med Mercedes AMG i GT3 på det seneste.