4 min. læsning

Formel 1: Norris slår Verstappen i australsk regnvejrskaos

MELBOURNE, AUSTRALIA - MARCH 16: Race winner Lando Norris of Great Britain and McLaren and Zak Brown, Chief Executive Officer of McLaren celebrate in parc ferme during the F1 Grand Prix of Australia at Albert Park Grand Prix Circuit on March 16, 2025 in Melbourne, Australia. (Photo by Clive Rose/Getty Images). Foto: McLaren Racing Media
Udgivet
Foto
Del artikel

Lando Norris sejrede fra pole position i sæsonens første grandprix, men triumfen i Australien var langt fra så lige til, som han og McLaren kunne have ønsket sig.

Viceverdensmesteren fra i fjor måtte både besejre holdkammeraten Oscar Piastri, det australske regnvejrskaos og til sidst en offensiv Max Verstappen.

Verstappen og Norris gav os en fantastisk forsmag på, hvad vi måske har i vente resten af sæsonen.

George Russell sneg sig hjem på tredjepladsen med en fejlfri (og derfor anonym) indsats.

Russells 18-årige holdkammerat Kimi Antonelli krydsede målstregen som 4’er, men en fem-sekunders straf for en unsafe release sendte ham bag Alex Albon.

Med fjerdepladsen scorede Albon Williams bedste resultat siden 2017, hvis man ser bort fra det farce-agtige belgiske grandprix i 2021.

Foto: McLaren Racing Media

Kaotisk start

Den regnvåde bane medførte kaos i starten – naturligvis, fristes man til at sige.

Første offer blev Racing Bulls’ rookie Isack Hadjar, der nåede lige præcis halvandet sving ind på formationsomgangen, før han havde smadret bagenden mod barrieren.

Den 20-årige franskmand var grædefærdig, da han gik tilbage gennem paddocken mod garagen, og undervejs kom Lewis Hamiltons far, Anthony Hamilton, til undsætning med det, der lignede trøstende ord.

Hadjars uheld kostede en forsinkelse af starten på et kvarters tid.

Da feltet endelig blev sluppet løs igen, var det kortvarigt.

Først var det Alpines rookie Jack Doohan, der mistede kontrollen og røg en tur i væggen til stor skuffelse for det australske publikum.

I samme øjeblik som safety car’en var på vej på banen, fandt også Carlos Sainz muren i banens sidste sving.

Både Doohan og Sainz var okay, men sæsonens første løb var slut, før det rigtigt kom i gang for deres vedkommende.

Foto: McLaren Racing Media

McLaren-dominerer

Verstappen snød Piastri på vej ud af sving 2 på første omgang, da han kom markant bedre på gassen i det våde føre.

Samtidig strøg Leclerc op fra syvende- til femtepladsen forbi Tsunoda og Albon, inden den safety car, som Doohan og Sainz medførte.

Efter genstarten skiftedes Norris, Verstappen og Piastri nærmest til at sætte hurtigste omgang, efterhånden som der blev dannet et tørrere og tørrere spor rundt på Albert Park-banen.

Mercedes’ nye juvel Kimi Antonelli fik sig en større forskrækkelse 17 omgange inde, da han tog en 360-graders snurretur i sving 5. Han holdt dog sølvpilen ude af barrieren og faldt kun ned bag Hülkenberg.

På 18. omgang gik Piastri så tilbage forbi Verstappen, fordi den firedobbelte verdensmester forbremsede sig og måtte en tur ud over curben og gennem en mindre vandpyt.

Det satte de to McLaren-kørere fri, og straks udbyggede de forspringet til Verstappen til næsten 17 sekunder.

Piastri lagde samtidig an til et angreb på sin holdkammerat i front, inden teamet kom på radioen og bad ham holde sin position bagved. ‘Jeg er hurtigere, men okay’, lød australierens svar. Få omgange senere tabte Piastri så terræn med en overstyring og et hjulsæt i gruset i sving 6.

Efter 33 af de 57 omgange var det Fernando Alonsos tur til at udgå af grandprixet. Spanieren kørte en smule bredere end Piastri netop havde gjort i sving 6, og så tabte han bagenden og smækkede i betonvæggen. Det bragte safety car nummer to på banen.

Det udnyttede hele feltet til at pitte for slicks – de fleste på hard men Verstappen, Tsunoda og Albon på medium.

Kort efter kom regnen igen, og det krævede endnu flere ofre.

Bernd Mayländer kom på arbejde i safety car’en. Foto: McLaren Racing Media

Heftigt regnvejr mod slut

McLaren var tæt på at smide alt væk, da Norris og Piastri nærmest synkront måtte en tur gennem gruset ned mod næstsidste sving.

Norris klarede skærene, men Piastri så ud til at strande i græsset.

Balladen sendte straks halvdelen af feltet i pit til nye intermediatedæk, men Verstappen, Tsunoda og de to Ferrari-kørere gamblede og blev ude.

I mellemtiden kom Piastri fri fra af græsset – i bakgear – til stor jubel fra hjemmepublikummet.

Tsunoda og Verstappen indså forholdsvist hurtigt, at de også var nødt til at få regnvejrsdæk på, mens Ferrari opdagede det for sent.

Gabriel Bortoleto og Liam Lawson kørte i væggen samtidig i to soloulykker, og så var der safety car igen.

Da brikkerne efterhånden faldt på plads var Norris pludselig tilbage i front – foran Verstappen, Russell, Albon og Antonelli.

Det endte også med at blive resultatet i top fem.

Derefter fulgte Lance Stroll og Nico Hülkenberg, før Charles Leclerc som 8’er blev bedste Ferrari på en dag, hvor de smed et bedre resultat væk.

Oscar Piastri reddede sig tilbage på niendepladsen foran Lewis Hamilton.

Gasly, Tsunoda, Ocon og Bearman nåede alle målstregen uden for pointene.

Sebring: Danske sejrschancer forsvandt til sidst – Mikkel Jensen på podiet

Formel 3: Noah Strømsted på podiet i Australien

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode