5 min. læsning

Sebring: Danske sejrschancer forsvandt til sidst – Mikkel Jensen på podiet

#7: Porsche Penske Motorsports, Porsche 963, GTP: Felipe Nasr, Nick Tandy, Laurens Vanthoor, #6: Porsche Penske Motorsports, Porsche 963, GTP: Mathieu Jaminet, Matt Campbell, Matt Campbell. Foto: IMSA/Michael L. Levitt
Udgivet
Foto
Del artikel

Det så længe rigtig sjovt ud med danske briller på Sebring, da både Frederik Vesti og Malthe Jakobsen var på vej mod klassesejre i henholdsvis GTP og LMP2. Men de danske sejrschancer forsvandt til sidst.

I stedet var Mikkel Jensen den eneste dansker, der endte på podiet i det klassiske 12-timersløb.

Inden du læser videre, kan du få et overblik over løbets gang her:
Sebring: Dobbelt Porsche-føring efter første time på Sebring
Sebring: Frederik Vesti og Mikkel Jensen i føring efter tre timer
Sebring: Vestis Cadillac og Magnussen i topkamp midtvejs – Jakobsen i føring i LMP2
Sebring: Tre timer tilbage og danskerføring i GTP og LMP2!

Kevin Magnussen og BMW #24 røg ud af spillet med tre timer til mål.

Magnussen var netop hoppet i bilen, men da han kørte ud af sin pitboks, blev han klippet af Tom Blomqvist i Acura #60. Det kostede et langt ophold i garagen – formentlig for at reparere noget omkring højre baghjul, hvor Acura’en ramte.

Et uheld i pitten tre timer fra målstregen ødelagde Kevin Magnussens løb. Foto: BMW M Motorsport

Magnussen sluttede løbet på 12. pladsen i GTP. 31 omgange nede. Forinden havde #24’eren ligget i udkanten af top fem og kæmpet for at komme tilbage i podiekampen.

Frederik Vesti var derimod flyvende i Cadillac #31. Han kørte løbets hurtigste omgang, da han var i bilen for sidste gang. Den blev dog senere slået af Porsches Mathieu Jaminet.

Cadillac-danskeren kørte et glimrende ræs og førte længe undervejs i kampen mod de to Porsche Penske-biler.

Den dobbelte Le Mans-vinder Earl Bamber fik æren af at afslutte løbet i Vestis Cadillac, men selv en safety car i den sidste time kunne ikke bringe den røde Caddy på podiet.

Porsche #7 med Felipe Nasr, Nick Tandy og Laurens Vanthoor gentog triumfen fra Daytona i januar.

Dermed har Tandy nu gennemført sin ‘Tandy Slam’ med generelsejre i de seks største langdistanceløb: Le Mans, Spa, Nürburgring, Daytona, Sebring og Petit Le Mans. Chapeau!

Dansk nedtur – og optur – i LMP2

Med to timer til mål lå Toby Sowery i Malthe Jakobsens Crowdstrike #04 i front. Briten stod godt imod presset fra erfarne Sébastien Bourdais i kampen om førstepladsen i LMP2, inden han overlod rattet til danskeren med lidt under halvanden time til mål.

Thyboen indledte straks en heftig jagt på den firedobbelte Champcar-mester Bourdais, og den 21-årige dansker fik hurtigt konverteret Bourdais fem-sekunders forspring til et halvt sekund med 50 minutter til mål. Jakobsen viste straks sin intention – han ville forbi og lod franskmanden vide det ved at blinke voldsomt med forlygterne.

En straf kort før mål kostede sejren for Malthe Jakobsen. Foto: IMSA/Brandon Badraoui

Den sidste pitstoprunde bragte Jakobsen i front. Her lå han stadig med omkring et kvarter til mål, da AWA’s GTD Corvette kom i vejen i sving 17. Jakobsen prikkede den i bagenden, så den snurrede.

Det kostede først føringen til Tom Dillmann, inden stewards også langede en drivethrough over disken til Malthe Jakobsen, der faldt til sjettepladsen i mål.

TDS Racing og Mikkel Jensen havde længe været i føring af LMP2-klassen tidligere i løbet, men i de sene timer var #11’eren faldet til en femteplads.

Jensen skulle køre den over stregen i den intense LMP2-topkamp. Det kostede lidt byttet maling med Uniteds Paul Di Resta, som normalt deler Peugeots Hypercar med danskeren.

Mikkel Jensen slap for en straf – og med Malthe Jakobsens drivethrough var det i stedet TDS-danskeren, der kom på pallen i LMP2.

Nicklas Nielsens holdkammerat Matias Perez Companc sørgede for en ufrivillig, tidlig fyraften til danskeren tre timer fra mål. Forinden var Nielsens løb allerede blevet kompromitteret af far og søn Compancs bataljer med konkurrenterne.

David Heinemeier Hanssons Sebring sluttede allerede meget tidligt i løbet, da Tobias Lütke smadrede raceren til ugenkendelighed.

Dansk-amerikanske Benjamin Pedersen og PR1 Mathiasen Motorsports blev nummer ni.

Tysk triumf i begge GTD-klasser

Hverken Frederik Schandorff eller Michelle Gatting var for alvor med i sejrskampen i GTD.

Gatting og Iron Dames lå det meste af løbet i udkanten af top 10 eller lige uden for, og det giver ikke meget tv-tid. De endte 11’er på målstregen.

Schandorffs Inception Racing Ferrari døjede både med en punktering og flere straffe undervejs. Alligevel nåede de i mål omkring otte sekunder fra en podieplads som 4’er i GTD efter en imponerende afslutning.

GTD-klassen var undervejs ualmindeligt hård ved de førende biler.

Michelle Gatting og Iron Dames kæmpede bravt. Foto: IMSA/Brandon Badraoui

Først udgik Korthoffs Mercedes #32 med teknisk defekt fra front, før også AF Corse #21 fik problemer, mens den lå i spids.

Det endte med at sende sejren i hænderne på Winward Mercedes med Philip Ellis, Indy Dontje og Russell Ward. Førstnævnte tog sejren med en stærk overhaling af Lexus’ Jack Hawksworth i den afsluttende fase.

I GTD Pro lå ‘Rexy’-Porschen stort set hele løbet og kæmpede om førstepladsen mod først den ene Paul Miller BMW og så den anden. De to Corvetter var også længe med i spillet.

Til sidst var Rexys Laurin Heinrich i en liga for sig med tre hurtigste omgange i træk og en forholdsvis komfortabel sejr på omkring fem sekunder til de to BMW’er.

De danske resultater på Sebring:

GTP

4. Frederik Vesti / Cadillac Whelen #31 / Cadillac V-Series.R / +12.661

12. Kevin Magnussen / BMW M Team RLL #24 / BMW M Hybrid V8 / +31 omgange

LMP2

3. Mikkel Jensen / TDS Racing #11 / Oreca / +4.475

6. Malthe Jakobsen / CrowdStrike Racing #04 / Oreca / +49.229

9. Benjamin Pedersen / PR1/Mathiasen Motorsports #52 / Oreca / +26 omgange

10. Nicklas Nielsen / AF Corse #88 / Oreca / UDE

12. David Heinemeier Hansson / Era Motorsport #18 / Oreca / UDE

GTD

4. Frederik Schandorff / Inception Racing #70 / Ferrari / +19.371

11. Michelle Gatting / Iron Dames #83 / Porsche / +2 omgange

Formel 3: Noah Strømsted på podiet i Australien

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode