Alba Larsen og Ferrari fik lørdag en fremragende start på weekenden i F1 Academy. Larsen kvalificerede sig først som toer lørdag formiddag, og gentog kunststykket i lørdagens reverse grid race, hvor det igen blev til en andenplads.
Mercedes-støttede Payton Westcott startede lørdagens Reverse Grid Race fra pole – efter at have overtaget den fra Zoe Florescu, som blev diskvalificeret efter den tekniske kontrol.
Westcott tog starten og holdt føringen til mål 17 omgange senere – men lørdagens store avancement ved den hollandske kyst stod Alba Larsen for.
Efter at have sat næstbedste tid i kvalifikationen startede hun derfor som syver på gridden i dag – man vender de otte første – og fik hurtigt sat retningen til det, der blev en andenplads efter et flot løb, hvor hun til sidst tog andenpladsen fra sin teamkammerat hos MP Motorsport, Nina Gademan.
I overhalingen på Gademan fik Larsen låst forhjulene, men klarede at holde andenpladsen til mål trods lidt problemer med overstyring.
Podiepladsen er Alba Larsens første i F1 Academy, idet hun tidligere på året var på podiet i Miami og senere mistede det på skrivebordet.
Starter på første række søndag
Andenpladsen i kvalifikationen betyder, at Alba Larsen søndag til featureløbet starter på første række. Det bliver lige bag Red Bulls Alisha Palmowski, som tog pole position. Featureløbet køres 10.30 søndag og kan ses på Viaplay og Youtube.