Når det i aften 19.25 dansk tid går løs med FP1 i Mexico, så har Frederik Vesti træningen i George Russells racer. Muligheden giver dels banetid, men er også vigtigt i forhold til at holde Frederik Vestis store forarbejde i simulatoren op mod virkeligheden.
Banen i Mexico byder samtidigt også på ganske specielle udfordringer, idet den ligger meget højt og luften derfor er tynd. Det har indvirkling på alle plan i en Formel 1-racer, og giver ingeniørerne lidt at tænke over, når man kører med næsten lige så meget downforce som i Monaco, men samtidigt kører med nogle af de højeste tophastigheder på hele kalenderen.
Frederik Vesti ser først og fremmest frem mod sit testpas:
– Jeg ser virkelig frem til at køre FP1 igen i Mexico. Det er – altid – en stor mulighed at kunne få mere tid i sædet. Det er en god mulighed for at fortsætte vores læring og for at hjælpe teamet med dets arbejde gennem weekenden, siger han til Mercedes AMG F1 og uddyber:
– Banen her i Mexico er på mange måder et kompromis. Der er langsomme og snævre sving, hvor du skal have god balance og styring, men omvendt har du også lynhurtige sektioner, hvor du skal have så meget fart som muligt med gennem sektionen. At ramme den balance er afgørende. Jeg har kørt FP1 her et par gange efterhånden og nyder virkelig at være her i Mexico. Det er en fed bane, og atmosfæren omkring den er virkelig god. Det er en løbsweekend, der både er udfordrende og givende på samme tid, så jeg ser virkelig frem til opgaven, fortæller han.