Al den snak om klimaet, CO2 og “the ice is smeling at the pøuls” – og nu skal vi så til at køre racerløb, ikke bare i Grønland, men på selve Indlandsisen?
Det er ingen spøg. Til gengæld er det den kommende løbsserie ved navn Extreme E, der som navnet antyder kommer til at foregå med elektriske, buggylignende racerbiler. Og når der er tale om elbiler kan alt jo lade sig gøre … især når det er med det noble formål at sætte fokus på områder hvor klimaforandringer allerede har sat sine spor.
Brigitte Klintskov Jerkel er bestyrelsesmedlem i DASU, medlem af Folketinget for Konservative, og så er hun i øvrigt også selv racerkører i 1600 Challenge. Hun blev tidligere på året kontaktet af Extreme E-folkene med henblik på at hjælpe projektet i gang i Grønland.
– Som medlem af DASU’s bestyrelse har jeg engageret mig i at arbejde for at fremme motorsport i Danmark og få flere kvinder med i sporten. Grønland har rigsfællesskab med Danmark og er et oplagt sted for fokus på klimaforandringer og mere miljøvenlige tiltag. Da jeg først hørte om projektet kunne jeg slet ikke få armene ned, for der er så mange gode ting i det, fortæller Brigitte Klintskov Jerkel.
Ræs for planeten
Bag Extreme E står én af ophavsmændene til Formula E, Alejandro Agag. Han mener at Extreme E skal fungere som en platform for udviklingen af miljøvenlige køretøjer, og derudover skal der sættes fokus på hvordan de menneskeskabte klimaforandringer ødelægger planeten – og at vi selv er nødt til at rette op på dem. Brigitte Klintskov Jerkel er på helt samme side:
– Extreme E er en god måde at sætte mere fokus på de problemer med klimaforandringer, vi oplever – måske allermest på Grønland, hvor dele af Indlandsisen er smeltet. Samtidig tror jeg at det kan åbne øjnene hos nogle af de mere klimamindede mennesker for, at motorsport ikke behøver være helt vildt miljøskadeligt.
Hvis noget kan få klimaskeptiske oktantosser til at grine opgivende, så er det når Formula E-cirkusset med de Co2-neutrale elracere bliver fragtet rundt i dieselosende lastbilstræk eller, endnu bedre, i fly. Der har den konservative politiker gode nyheder:
– De fem løb bliver kørt forskellige steder i verden, men det bliver et specialbygget skib som transporterer hele Extreme E-konceptet rundt. Samtidig kommer det også til at fungere som base og paddock for bilerne når der er løb, forklarer hun.
Luftfragt udleder mere end 65 gange mere Co2 end søfragt, så man kan roligt antage at Extreme E-arrangørerne er gået all in på at lave en miljøvenlig løsning. Og det stopper ikke her:
– I arbejdet med at finde det helt rigtige sted har man fået Professor Peter Wadhams fra Cambridge Universitet til at hjælpe. Han har været på 55 ekspeditioner på Indlandsisen, og han har sikret sig at området hvor løbet skal køres, ikke vil blive belastet af bilernes færden, fortæller Brigitte Klintskov Jerkel.
En helt særlig bil
Til at fræse rundt i de eksotiske områder er der brug for lidt mere end en almindelig firehjulstrækker. Franske Spark Racing Technology blev startet med henblik på at bygge Formula E-biler og har fået til opgave at designe grundbilen til Extreme E. Ganske som de pensionsmodne DTC-biler bliver Extreme E-bilen bygget på en rørramme-konstruktion af stål, hvortil der er et standardkit med affjedring, bremser og styrtøj. Derimod er det op til hvert enkelt team at designe karosseri og drivline – altså en oplagt mulighed for de forskellige bilproducenter, som drømmer om at sælge elektriske SUV’er.
Batterierne er udviklet til de vanskelige forhold af Williams Advanced Engineering, som også står for den del af Formula E-bilerne. Det forventes at Extreme E-bilerne kommer til at yde i omegnen af 470 kW – 630 hestekræfter.
Location, location, location
Når der for første gang skal køres et stort anlagt racerløb i Grønland, bliver det i området omkring Kangerlussuaq – Søndre Strømfjord. Og det er der mange gode grunde til. Ikke mindst fordi Søndre Strømfjord er et af de lettest tilgængelige (eller rettere mindst ufremkommelige, red.) områder i Grønland, så der bliver ingen udfordringer med at få det ombyggede postskib frem til destinationen.
Derudover har føromtalte Peter Wadhams udpeget flere områder omkring netop Søndre Strømfjord som idéelle til løbet, da man her allerede ser mange klimaskabte naturforandringer.
Extreme E-løbet på den store, grønne ø, bliver første afdeling af mesterskabet i 2021, hvor serien er planlagt til at få sin debut. Andre områder er endnu ikke offentliggjort, men Himalaya og det Indiske Ocean er nævnt.
Hverken kørere eller teams har endnu været på tale, men der er også halvandet år til Extreme E bliver til virkelighed. Et forsigtigt bud kunne være at tage et kig mod deltagerne i Dakar Rally og på de bilproducenter, som i forvejen arbejder på elektrificerede udgaver af SUV’er og offroadere. Én af testkørerne kender vi dog allerede – Mikaela Ahlin-Kottulinsky kørte TCR Scandinavia på FDM Jyllandsringen i weekenden, og hun er en del af det team, som udvikler på bilen.