Coronavirussen har kastet Danmark ud i en hidtil uset situation, som alvorlig for både folkesundheden og vores økonomi. Mange er allerede sendt hjem fra deres arbejdspladser, og mange flere må forventes i løbet af de kommende uger at være henvist til midlertidig arbejdsløshed og uvished om fremtiden.
Motorsporten er også hårdt ramt med aflysninger på stribe. Indtil videre er vi ikke hårdt ramt i Danmark, men det er ikke usandsynligt at flere store motorsportsarrangementer må aflyses i den kommende tid.
Vi har på Boxengasse sat os for at bidrage med hvad vi kan i denne tid. Derfor vil vi i den kommende tid bringe en daglig artikel med links til timevis af indhold i form af videoklip, miniserier, magasiner, websites og andet, som kan bruges til at fordrive noget af ventetiden.
OBS: Har du selv tips til godt (og gratis) tidsfordriv til oktanhungrende motorsportsfans? Smid en kommentar i feltet under artiklen, så kan det være at dit tip kommer med én af de kommende dage.
Mandag d. 16. marts 2020
Youtube: CarPervert med Jonny Smith (tidl. Fifth Gear-vært)
I kategorien “Bilprogram møder excentrisk og nørdet vært uden redaktionelle rammer” har vi Jonny Smith. Tidligere vært på blandt andet Fifth Gear og grundlæggende vild med alt der har hjul og motor. Se for eksempel gennemgangen af hans egen Fiat 126p eller når han tester en elektrificeret Mini Cooper…
Spil: Motorsport Manager Online (iOS & Android)
Hvis hele situationen med coronavirus og usikkerhed har givet dig en følelse af ikke at være i kontrol, så kan det her være en god, midlertidig løsning. Motorsport Manager Online er et gratis (med mulighed for tilkøb i spillet) managerspil til iPhone, iPad og Android, hvor du får styringen over dit eget racerteam, som du kan opbygge og bringe til tops i forskellige løbsserier. I den nye online-udgave kan du tilmed spille mod andre.
De hidtidige udgaver har været god og nogenlunde realistisk underholdning, så giv det et skud!
Hent Motorsport Manager Online her: iOS | Android
Aktivitet: Tegn og mal på racerbiler
Det er videnskabeligt bevist, at det reducerer stress og giver mentalt overskud at farvelægge motiver i eksempelvis malebøger. Vores læsere vil med garanti ikke få det optimale udbytte af de ellers så populære Mandala-bøger med sirlige mønstre, så vi fandt frem til et par mere interessante hjemmesider med mere … interessante motiver.
Har du børn er det en perfekt mulighed for kvalitetstid (læs: at stjæle deres farveblyanter eller tusser uden at de brokker sig) med ungerne.
Print en stak, mal løs og mærk roen sænke sig over dit sind…
Fede malebøger til afstressning for oktantosser:
http://www.supercoloring.com/coloring-pages/tags/race-cars
Udfordring: Send et billede af dit stolteste værk til os på redaktionen@boxengasse.dk – det flotteste og/eller mest spektakulære værk sætter vi som coverbillede på Facebook-siden i april måned!