Opdateret kl. 12.00 – årsagen til Gear Racing’s oprykning er fundet.

ACO har torsdag formiddag offentliggjort en opdateret deltagerliste til dette års Le Mans. Her fremgår det, at danske High Class Racing nu får en ekstra bil til start ved dette års 24 timers-løb.

Annonce:

Det betyder at Jan Magnussen også er sikret en plads på Le Mans i år. Det var ellers ikke sikkert, da bilen stod et stykke nede på reservelisten, da ACO foråret offentliggjorde den første deltagerliste. Hvem, der skal gøre Magnussen selskab i High Class Racing’s Oreca 07 Gibson-racer, er endnu ikke offentliggjort, men efter Boxengasses oplysninger kan det meget vel blive to danske racerkørere.

Anders Fjordbach er fortsat sat på som tredjemand i High Class Racing’s oprindelige LMP2-bil, hvor Toyota-udviklingskøreren Kenta Yamashita og den sydafrikanske bronzekører Mark Patterson også står anført som kørere.

Udover den gode nyhed for High Class Racing fremgår det også, at Christina Nielsen, der er tilmeldt som førstekører i Ferrari 488 GTE hos det amerikanske GEAR Racing, nu er rykket fra GTE AM til GTE PRO-klassen. Årsagen skal findes i, at det på grund af COVID-19 er svært at finde den påkrævede bronzekører til bilen, og derfor har teamet valgt at rykke op i PRO-kategorien.

Som det ser ud nu, kommer hele ni danskere til start ved Le Mans 2020:

Jan Magnussen – High Class Racing – LMP2 – Oreca 07 Gibson
Anders Fjordbach – High Class Racing – LMP2 – Oreca 07 Gibson
Mikkel Jensen – GDrive Racing – LMP2 – Aurus 01
Michael Christensen – Porsche GT Team – GTE PRO – Porsche 911 RSR
Nicki Thiim – Aston Martin Racing – GTE PRO – Aston Martin Vantage AMR
Marco Sørensen – Aston Martin Racing – GTE PRO – Aston Martin Vantage AMR
Christina Nielsen – GEAR Racing – GTE PRO – Ferrari 488 GTE
Nicklas Nielsen – AF Corse – GTE AM – Ferrari 488 GTE
Michelle Gatting – Iron Lynx – GTE AM – Ferrari 488 GTE

Den komplette deltagerliste finder du her: Deltagerliste

Annonce:

Forfatter: Kim Gripping

Motorsportsfotograf og forhenværende PR-ansvarlig for flere kørere og teams i ind- og udland, blandt andet Morten Dons under hans år i European Le Mans Series. Brænder for den gode historie og de skæve vinkler.

Skriv et svar