En ny, fransk overraskelse lurede et godt stykke ad vejen i Hyperpole-kvalifikationen til Le Mans torsdag aften – men det endte med en ren Toyota-front. Og hvor det på papiret måske kan lyde som en walkover, så var det bestemt ikke tilfældet.
I GT-klasserne sikrede flere af de danske aktører sig gode udgangspunkter til lørdagens 90. 24 Heures du Mans.
Hyperpole-kvalifikationen spænder over alle fire klasser, hvor der er en session til top seks i kvalifikationen i hver. Samlet 23 biler, da der er fem biler i Hypercar totalt.
Hyperpole blev samtidigt med en stribe danske aktører i bilerne, for i GTE Pro pegede Porsche på Michael Christensen, som i #92 skulle forsøge at gentage succesen fra onsdagens kvalifikation, hvor netop den Porsche var hurtigst. Siden skiftede teamet til Laurens Vanthoor, mens Frederic Makowiecki fik chancen i #91.
Og i GTE Am satte japanske Car Guy Racing deres lid til Mikkel Jensen, og den første del af Hyperpole endte hurtigt med at blive lidt af et Ferrari-anliggende. Jensen i kamp med de to AF Corse-Ferrarier med Nick Cassidy og Vincent Abril, samt Iron Dames Rahel Frey.
Fransk overraskelse lurede
Toyota satte sig fra start på det i Hypercar, men både Glickenhaus og Alpine viste, at de godt kan udfordre over den enkelte omgang. Og udfordre gjorde Nicolas Lapierre netop for Alpine, da han til stor tilfredshed for hjemmepublikummet satte den hurtigste tid af alle.
Den franske overraskelse stod nogle minutter, indtil Kamui Kobayashi fik forbedret for Toyota og bragte # 7 i front. Kort efter blev japaneren til gengæld toppet af tre biler, for søsterbilen med Brendon Hartley forbedrede, og det samme gjorde Glickenhaus’ Ryan Briscoe og Nicolas Lapierre som nok engang bragte sig i spids.
Alt kom til at skulle afgøres op ad det ternede flag, hvor Hartley i sidste forsøg satte poletiden 3.24.408 og dermed overgik Kobayashis 3.24.585 og Lapierres 3.24.850.
I LMP2 blev det pole position til de forsvarende vindere fra WRT foran Realteam by WRT #41, United Autosports #22 og JOTA Sports #38.
I GTE Pro lykkedes det for Corvette Racing at køre en 1-2-Hyperpole hjem. Amerikanerne lagde bedst ud, og holdt generelt fast i det format gennem alle 3o minutter.
Det blev med Nick Tandy i #64 som bedste mand foran Antonio Garcia i #63 og Frederic Makowiecki i Porsche #91. Michael Christensens #92 starter som nummer fire i GTE Pro takket være Laurens Vanthoors indsats, mens AF Corses to Ferrarier er nummer fem og seks.
Ferrari-1-2 i GTE Am
GTE Am endte med en Ferrari-1-2 anført af AF Corses Vincent Abril foran Car Guy Racings Mikkel Jensen. Harry Tincknell kørte sin Dempsey Proton Porsche til tredjebedste tid, mens Nicki Thiim kørte NorthWest AMR ind på fjerdebedste tid i klassen. Rahel Frey tog sjettebedstetid og Iron Dames starter derfor som nummer seks i klassen.
Udenfor Hyperpole starter de tre danske håb i LMP2 som henholdsvis nummer 26, 27 og 28 generelt – AF Corse med Nicklas Nielsen, Alessio Rovera og Francois Perrodo fulgt af CD Sports Michael Jensen, Christophe Cresp og Steven Palette, mens Intereuropol Competition med David Heinemeier Hansson, Pietro Fittipaldi og Fabio Scherer åbner som nummer 28 generelt.
I GTE Am starter Mikkel O. Pedersen og Porsche-teamet Team Project 1 som nummer ni i klassen, mens Marco Sørensen og TF Sport har en opgave foran sig som nummer 19 i GTE Am.
Husk, at du får alt om årets Le Mans her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!