De står bag al teknikken, alle forberedelserne og al logistikken – men på Le Mans har holdene indtil nu ikke haft en direkte, intern pokal at dele ud i pitlane. Altså før i år – for den nye Pit Stop Challenge er for første gang blevet uddelt og endte hos et team med dansk islæt.
Vinderteamet blev engelske TF Sport, hvor danske Stefan Bendix er en del af crewet, som står klar, når teamets Aston Martin Vantage AMR kommer ind til stop.
– Det var en fed konkurrence. Jeg kan rigtig godt lide, at man har lavet den, for som mekanikere har vi ikke rigtigt haft muligheden for at konkurrere på andet end selve løbet. Det har vi nu, og det er et rigtig godt initiativ, synes jeg.
Håneretten er med konkurrencen blevet fordelt for i år, og i tiden 10,1 sekunder tog TF Sport titlen i GTE Am – og arbejdede i øvrigt lige op med Toyotas hold, som satte præcist samme tid i Hypercar.
– Det føles meget godt at have vundet håneretten i pitten – det er helt klart et skulderklap, som giver os lidt ekstra. Før konkurrencen vidste jeg ikke rigtigt, hvad vi skulle forvente, men det var superfedt at vinde konkurrencen, og jeg glæder mig til at se, om vi kan forsvare den i 2023, siger Stefan Bendix.
I de øvrige klasser endte titlerne hos Porsche #92 i GTE Pro med 10,3 sekunder, mens TDS Racing x Valliante vandt i LMP2 i tiden 11,6 sekunder.
Husk, at du får alt om årets Le Mans her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!