Der venter feltet i FIA WEC en travl april med løb på Portimao og SPA – og til det sidste af de to løb er der en ny rekorddeltagelse på 13 hypercars i vente. Cadillac har nemlig fordoblet indsatsen frem mod Le Mans, hvor Cadillac og Chip Ganassi Racing indsætter en bil nummer to for at få ekstra køretid frem mod Le Mans.
Den ekstra Cadillac V-Series.R køres af Sebastien Bourdais og Renger van der Zande i løbet, som mange ynder at bruge som en generalprøve til netop Le Mans.
General Motors’ Sports Car Racing Programme Manager, Laura Wontrop Klauser, glæder sig til at få en ekstra bil på banen til det belgiske sekstimersløb:
– Vi er spændte på at få en ekstra Cadillac med til SPA. Enhver mulighed for at få ekstra forberedelse under FIA WEC’s reglement er glimrende, og det vil give teamet endnu bedre muligheder frem mod Le Mans, ligesom det er en god mulighed for at vise Cadillac frem i Europa.
Cadillac er imidlertid ikke alene om at skrue op for blusset på SPA, for også Porsche får en ekstra Hypercar til start i Belgien i form af den første kunde-963, som britiske JOTA Sport står bag. Det bliver med Antonio Felix da Costa, Will Stevens og Yifei Ye som kørere.
Resten af feltet er i det store hele uændret – i LMP2 har ovennævnte crew fra JOTA skiftet LMP2 ud til Hypercar, og vi kommer til at se 11 biler i LMP2 samt 14 i GTE Am til det belgiske løb i aprils sidste weekend – og inden da går turen til Portimao den 15-16. april.