FIA WEC – de nye verdensmestre skal findes!

Foto: FIA WEC/Focus Pack Media & Iron Dames
Annonce:

Det er finaletid. Ikke bare for FIA WEC 2023, hvor de sidste VM-titler skal deles ud i Bahrain på lørdag – men også for GTE-klassen, der kører sit afskedsløb. Næste år står der som bekendt GT3 på planen på tværs af alle ACO’s klasser, og derfor er 8 Hours of Bahrain også enden på en æra, der om nogen har defineret GT-racing såvel som FIA WEC’s historie.

Weekenden på Sakhir er allerede i gang, og bød på to frie træninger, der havde ganske uvanligt vejr for ørkenstaten – det regnede i første træning, mens den anden holdt tør… Toyota har indtil videre været hurtigst med 1-2 i begge træninger, mens Cadillacs Alex Lynn og Hertz Porsches Will Stevens fulgte efter i FP2.

Meget lidt Bah-rain-sk (…) regnede første frie træning væk. Foto: FIA WEC

United Autosports har taget sig af begge træninger i LMP2 indtil videre, mens Kessel Racing rundede anden træning af med at være hurtigst blandt GTE-racerne foran GR Racing. Gunnar Jeannette havde et crash i Rexy-Porschen i FP2, og det har skabt lidt et problem for teamet – for givet at det er sidste løb nogensinde for klassen, så er det småt med dele og ikke mindst reservechassiser.

Bahrain er desuden også sidste stop for LMP2 i FIA WEC.

Hertz Team Jotas satsning i Hypercar viser bedre og bedre takter – bliver sæsonfinalen det store gennembrud for briterne? Foto: FIA WEC

VM-titlerne skal afgøres

Skal vi se det hele lidt ovenfra, så er der reelt to titler i spil i weekenden. GTE Am har Corvette Racing haft VM-titlen siden Monza i Juli måned, men i Hypercar og LMP2 er der åben kamp endnu. Hypercar ligger umiddelbart til Toyota, som har 15 point mellem den mesterskabsførende #8 og søsterbilen #7.

Der er 39 point at køre om, så med lidt held kan Ferrari også blande sig i titelkapløbet. James Calado, Antonio Giovinazzi og Alessandro Pier Guidi har således 31 point op til en titel, mens chancerne for Nicklas Nielsen, Antonio Fuoco og Miguel Molina i søsterbilen, #50, er en tand mere matematiske. De har 36 point op til en VM-titel.

LMP2-titlen ligger godt til belgiske Team WRT for både teams og kørere, da de kommer til Bahrain med 33 points forspring til Inter Europol Competition – men anden- og tredjepladserne bliver der rift om. Inter Europol holder således fast i andenpladsen i mesterskabet med bare ét points difference til United Autosports, men feltets øvrige udfordrere er naturligvis også fuldt opsatte på at få en god sæsonfinale og på at sætte et flot og passende punktum for en klasse, der har givet FIA WEC så meget over årene.

GTE-titlen afgjorde Corvettes Ben Keating, Nicolas Varrone og Nicky Catsburg som bekendt midt på sommeren, men resten af skamlen skal vi have på plads – og her er der mulighed for flere danske medaljer. Toer i GTE Am er Iron Dames’ Michelle Gatting, Sarah Bovy og Rahel Frey, og de har med 79 points en seks point stor føring ned til AF Corses #54 på tredjepladsen med 73. Mikkel O. Pedersen og Dempsey-Proton Racing kører også rundt med en glimrende chance for at ende på det samlede podie, for de er på den samlede fjerdeplads med 68 point.

Ingen kan nå Corvette i kampen om den sidste VM-titel i GTE – men Michelle Gatting og Iron Dames har en sølvmedalje at jagte i ørkenen. Foto: Iron Dames

Skal vi rulle tallene helt ud, så har Corvette med en sejr også muligheden for at sige farvel til GTE med alletiders pointrekord i FIA WEC – rekorden er 194 point, og med en sejr vil amerikanerne kunne overgå den.

Der er kvalifikation fredag 14.15 og løb lørdag fra 12.00 dansk tid. FIA WEC kan som altid følges på FIA WEC’s app mod betaling samt i fuld længde fra 11.30 lørdag på Eurosport Danmark.

Følg os på  www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen