Hendrick Motorsport kører nyt Garage 56-projekt på Le Mans med Button, Johnson og Rockenfeller

Foto: FIA WEC

Det er efterhånden et lille år siden Nascar-teamet Hendrick Motorsports præsenterede planen om at modificere en Next Gen Chevrolet Camaro ZL1 Nascar til at kunne køre som Garage 56-entry på Le Mans. Projektet så først dagens lys på Sebring , og siden er der blevet arbejdet hårdt i kulissen for at få udviklet bilen, der i en parantes bemærket har kørt de første tests allerede i november og december.

Alt sammen for at genoplive et stykke amerikansk motorsportshistorie i den franske klassiker. Tilbage i 1976 stillede Bill France Sr. nemlig op med to NASCAR-racere på Le Mans, og den nye indsats sker da også i et bredt samarbejde mellem Chevrolet, IMSA, NASCAR og Goodyear.

Dengang præsenterede man imidlertid ikke kørertrioen, men den er blevet offentliggjort i forbindelse med Rolex 24 at Daytona denne weekend. Teamet føres an af NASCAR-legenden Jimmie Johnson, der får europæisk selskab i form af 2009 F1-verdensmester Jenson Button og 2010-vinderen af Le Mans, Mike Rockenfeller.

– Lineuppet med Jimmie, Mike og Jenson er alt vi kunne drømme om. Det er tre absolutte topkørere, som har vundet på det allerhøjeste niveau verden over. At vi kan fejre NASCAR’s 75-års jubilæum med sådan et lineup og sådan en bil på Le Mans er os en stor ære, sagde NASCAR-direktør og bestyrelsesformand Jim France på pressemødet forud for Daytona.

Jeff Andrews, General Manager ved Hendrick Motorsports, tilføjede:


– Vi kunne umuligt være mere stolte af at få samlet sådan et lineup til at køre bilen. Det har været en stor opgave for os i lang tid at skabe den her bil, og alt tager form på bedste vis. Vi har tests tirsdag og onsdag i den nye uge, og det ser vi meget frem til. Det bliver første gang, vi har alle tre kørere i bilen og kan få deres feedback.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: