Lørdag aften dansk tid skete det, som Michelle Gatting og resten af Iron Dames-teamet hele året har jagtet – og været tæt på: Den første klassesejr nogensinde i FIA WEC til et rent kvindeligt kørerlineup. Sejren i Bahrain og VM-sølvet blev på mange måder et stort og flot punktum for en sæson, hvor det hele tiden var tæt på, men alligevel ikke helt gik til det ternede flag for trioen.
Så at det endelig gik op i en højere enhed er også et faktum, det har taget et par dage at fordøje:
– Det var en god weekend! Jeg må sige, at det lige tog lidt tid at få den her sejr til at sive ind, men det føles fantastisk. Nu ved vi, hvordan det føles at vinde i WEC, og det kunne vi selvfølgelig godt tænke os at prøve igen. Vi har ikke præsenteret nogen plan for 2024 endnu, men uanset hvad vi end skal køre, så ved vi, at det bliver med en superskarp konkurrence. GT3 og niveauet i den klasse er virkelig højt, og det har vi om nogen selv oplevet i GT World Challenge i år, fortæller Michelle Gatting til Boxengasse.
Sejren kom i hus fra pole position efter en ny toppræstation i kvalifikationen fra Sarah Bovy. Belgieren har hele sæsonen været med fremme på den kant, og faktisk var Le Mans den eneste undtagelse fra, at Iron Dames-Porschen har startet samtlige WEC-runder i år fra første række. Året startede med et brag – Bovy tog pole position på Sebring, og Iron Dames var her godt på vej mod debutsejr i Porsche-samarbejdet – men i stedet måtte den første gevinst vente til sæsonfinalen:
– Vi har været godt kørende hele året, men har været hæmmet af dumme ting i løbene. Sebring var den første smag af, hvad det vil sige at være med fremme i WEC, og vi førte løbet med 47 sekunder, da en kørerfejl fra Rahel kostede os løbet. Alle løb i år har vi ført i flere timer, og på Le Mans førte vi halvdelen af løbet – men hele tiden har vi ramt forkert med et eller andet. Safetycars, strategi, en fejlslagen tankning på SPA og så videre, forklarer hun og tilføjer:
– Vi er selvfølgelig kede af alle de ting, for vi ville gerne have presset Corvette noget mere. De blev – på tide, kan man sige – ramt af BOP i Bahrain, men har nok over året haft nogle fordele af kun at køre med én bil. Vi så det især til Le Mans, hvor de pludselig var flyvende. De har spillet deres kort rigtigt, men det kunne måske have sluttet tættere end det gjorde, hvis de havde haft mere BOP over sæsonen.
Et flot farvel
Med et farvel til GTE på tværs af al langdistanceracing er det også et farvel til den bilklasse, der om nogen har formet Michelle Gattings CV de seneste fem år under Iron Dames. Fire år i Ferrari og senest denne sæson i Porsche har været lig med stor sportslig udvikling og mange store oplevelser:
– Det kunne ikke blive et bedre farvel til GTE end det her. Den her finale for klassen er én, som mange kommer til at tale længe om i årene frem over, og vi er på bunden af det hele blot enormt stolte af, at vi endelig fik den sejr, vi har jagtet så hårdt. Men ja, fire år i Ferrarien, mit første Le Mans i GTE og så videre er alt sammen store oplevelser, så det bliver specielt med en fremtid uden de her biler, siger hun og tilføjer:
– GTE er et format, jeg altid har følt mig enormt godt tilpas i. Det er en bil uden ABS og med en del mere downforce, og så er de bare mega tekniske og man kan virkelig gå i dybden med et setup. Det har været en super fed klasse at køre i. GT3 er også fedt, men det her ér bare stadiet over. Det sætter jeg pris på at have været en del af, slår Michelle Gatting fast.
Masser af tests forude
Med et endnu ikke-defineret GT3-program på den anden side af nytår venter først og fremmest et stort testarbejde for de nye VM-sølvvindere. Det er naturligvis allerede afgjort, at Iron Dames bliver at finde i en GT3-Lamborghini, og den bratte start på dét program har hele 2023 været anledning til at se fremad.
– Jeg tror, det bliver en fordel for os, at vi i 2024 er i ét mærke hele året. Det har været en svær opgave for os i år, for GTE-Porschen er en bedre bil end Lamborghinien. Næste år kan vi holde fuldt fokus på at finde løsningerne til Lamborghinien, for den er lige nu en sværere bil at køre, og den er som Evo2-bil inde i en fortsat udvikling. Den er der ikke helt endnu – og herunder er bremserne et stort problem. Når du kører i en bil, hvor du ikke stoler 100 procent på dine bremser, så koster det automatisk tiendedele. BOP’en har også været frustrerende som Lamborghini-kører i år, for vi gik fra at være sat fuldstændig af på Daytona til et Watkins Glen, hvor vi fløj forbi alt og alle.
– Det har været frustrerende hele året, og derfor har vi lagt stor vægt på at få testet en masse her til vinter. Daytona i år startede vi uden at have kørt en meters test, så nu skal det være. Vi har et stort program i Spanien og USA i vente, og ser frem til at møde velforberedte op med Lamborghinien næste år. Porsche-programmet i WEC har været virkelig godt for motivationen, og vi ender på toppen med det – men nu er tiden til at se fremad, og vi håber at stå stærkt til 2024, afrunder Michelle Gatting.