2023-finalen på Asian Le Mans Series gav igen, igen et solidt drama, som gik hele vejen til det ternede flag i alle tre klasser. Med Le Mans-deltagelser på spil, er det to weekender og fire løb lange mesterskab én af vejene til at sikre en plads på startgridden i Frankrig til juni, og det giver selvsagt en masse at køre om og for.
I LMP2 var mesterskabet på forhånd en ganske åben kamp med mere eller mindre matematiske muligheder for en titel til hele otte af ni teams. Det endte med at være en kamp mellem tre, for luxembourgske DKR Engineering tog den fjerde og sidste løbssejr i årets mesterskab og sikrede sig samtidigt også titlen med sit irsk/tyrkiske lineup bestående af Charlie Eastwood, Salih Yoluc og Ayhancan Güven.
DKR Engineering tog sejren efter en vild sidste time, hvor Malthe Jakobsen og Cool Racing var tæt på at gentage lørdagens sejr, men thyboen indkasserede to ærgerlige straffe undervejs i sit to timer og 45 minutter lange stint i bilen.
Specielt den sidste straf blev dyr for Cool Racing og Malthe Jakobsen. Malthe Jakobsen var i føring, men fik en sen straf fordi teamet havde stoppet for kort på ét af de tre obligatoriske pitstop på over 100 sekunder. Inden da havde Malthe Jakobsen også fået en drivethrough for at have haft en lille påkørsel, ligesom det også kostede en ny forende på bilen.
DKR Engineerings sejr blev samtidigt slået på plads, da Inter Europol Competition løb ind i et problem til sidst og måtte udgå med få minutter tilbage.
Charlie Eastwood kunne herefter køre sejren hjem til DKR Engineering foran 99 Racings Neel Jani, mens Malthe Jakobsen tog tredjepladsen for Cool Racing.
Resultatet gjorde Eastwood, Yoluc og Güven til mestre foran Malthe Jakobsen og Alexandre Coigny, som tog sølvet til Cool Racing.
Sen afgørelse i LMP3
I LMP3 gik det hele også til det ternede flag. Franske MV2S lå til at tage titlen, men med et halvandet minut igen satte Marcos Siebert en overhaling ind på MV2S’ Jerome de Sadeleer og tog andenpladsen i løbet. Det var lige præcist nok til at gøre Graff Racing til mestre på lige point – men med de øvrige resultater in mente er Graff nye mestre i Asian Le Mans Series’ LMP3.
Mesterskab til BMW og Walkenhorst
I GT3 var der til gengæld mindre at rafle om, for takket være en stærk start på Asian Le Mans Series sidste weekend kom tyske Walkenhorst Motorsport og BMW til Abu Dhabi med hele to sejre i bagagen – og med lørdagens tredjeplads var det tyske team med Nicky Catsburg, Chandler Hull og Thomas Merrill som besætning godt på vej mod titlen. Søndagens løb blev uden danske Formula Racing efter gårsdagens crash, men de øvrige danskere fik markeret sig godt undervejs.
Mikkel Jensen kørte Car Guy Racings Ferrari helt i spids i sin sidste optræden i GT-Ferrarien, men indkasserede en straf og blev sat lidt tilbage af det. Frederik Schandorff tog over efter straffen og fik igen kørt Ferrarien frem i rækkerne, men det holdt ikke rigtigt hjem for den dansk-japanske trio hos Car Guy Racing.
Ingen kunne til gengæld gøre meget ved Haupt Racing og Mercedes, der tog weekendens anden sejr i Abu Dhabi foran de nye mestre fra Walkenhorst Racing. Mercedes’ GetSpeed Performance og HubAuto Racing tog tredje- og fjerdepladsen i søndagens løb i Abu Dhabi.
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.