FIA WEC: JOTA Sport bliver første private Hypercar-vinder i vildt drama på SPA

Foto: DPPI/FIA WEC

FIA WEC leverer altid varen på SPA-Francorchamps, men 2024-udgaven vil utvivlsomt blive husket som dét løb, hvor alle fik lov at blive lidt længere…

To store uheld undervejs bød nemlig på længere afbrydelser, og dernæst en noget utraditionel løsning – for efter et rødt flag på knap syv kvarter blev beslutningen ganske enkelt at køre den tabte tid – også selvom klokken efterhånden var 19.00, som var det oprindelige tidspunkt, hvor 6 Hours of SPA skulle have sluttet. Men WEC og arrangørerne gav de knap 90.000 tilskuere fuld værdi for pengene.

Der blev taget en hurtig beslutning, og det blev til et brag af en afslutning på en lørdag, hvor specielt to store uheld på SPA-Francorchamps løb med overskrifterne. Først et uheld på bakken ned mod Bruxelles, hvor JOTA’s Porsche #38 med Phil Hanson og Team WRT’s #46 med Ahmad Al-Harthy begge blev de store tabere på baggrund af, at JOTA-raceren fik et skub af BMW’s Hypercar med #20.

Det kostede samtidigt også Oliver Rasmussen løbet inden danskeren overhovedet nåede i bilen. Det uheld blev dog ryddet op og autoværnet repareret under safetycar. Senere skete den store afbrydelse, da Earl Bamber i Cadillac fik timet et overhalingsforsøg ude på Kemmel Straight helt forkert – med en stor afkørsel til følge. Cadillac-raceren snittede Proton Competitions Porsche #99, men tog en helt udeforstående Sean Gelael i Team WRT’s BMW M4 GT3 #31 med i muren og ud af løbet.

Første private sejr i Hypercar

Den vilde afslutning smed alles planer op i luften én gang mere, og den disciplin mestrede Hertz Team JOTA at få styr på. På nærmest årsdagen for teamets debut med Porsche 963 fik det engelske Porsche-team nemlig en sejr i FIA WEC – og et perfekt plaster på såret for det tidlige crash, der kostede teamkollegerne den videre deltagelse i Belgien.


Callum Ilott gjorde arbejdet færdigt i den ene time og 44 minutter, som blev lagt til lørdag aften, og havde her held af at holde Penske Porsche #6 med Kevin Estré fra fadet i det, der vist bedst kan beskrives som en strategisk nervekrig. Ilott profiterede nemlig godt på at have pittet umiddelbart før det røde flag, og det gav Ilott og nogle få andre en klar fordel ved genstarten.

Ilott og Estré var blandt de få, og ved genstarten var de nede som nummer 10 og 11, men da alle andre skyndte sig at få lavet deres pitstop, og enkelte sågar også med de korte 5-sekunders nødstop, så vendte situatioen sig hurtigt for de to Porsche-kørere. Ilott fik slået et lille forspring, og kombineret med et bedre sidste pitstop kunne briten køre sejren hjem foran Kevin Estré.

Ferraris #50 med Nicklas Nielsen, Antonio Fuoco og Miguel Molina fik et stærkt comeback efter en svær start fra sidste plads i Hypercar. Foto: FIA WEC/ Joao Filipe / DPPI

Tredjepladsen tog Ferraris #50 efter Nicklas Nielsen sammen med Antonio Fuoco og Miguel Molina kørte et ekstremt vellykket comeback hjem efter de mistede deres pole position fredag aften og måtte ned at starte som nummer 19. De blev fulgt af kollegerne i Ferrari #51, mens Julien Andlauer og Proton Competition endte med en femteplads efter at have tabt meget tid på stop under genstarten – et lidt trist facit på en dag, hvor specielt Andlauer ellers var med fremme hele tiden.

Michael Christensen og Porsche Penske Motorsports #5 var indledningsvist i front efter at have startet fra pole position, men i danskerens stint gik det galt. En lille tur over curben i Blanchimont blev rigtig, rigtig dyr for danskeren, for han endte i muren og dermed var 6 Hours of SPA slut for Christensen før det rigtigt tog form.

Porsche 1-2 i stort GT3-drama

LMGT3 blev ikke just et mindre drama af den noget specielle fortsættelse af løbet på SPA-Francorchamps. Her endte det med en dobbeltsejr til Porsche og Manthey Racing, der fik noget af et comeback efter Alexander Malykhins kæmpecrash i kvalifikationen. Duellen gik til sidste omgang, hvor Richard Lietz overhalede teamkollegerne i #92 ind i Les Combes, og tog derefter sejren.

Det så længe godt ud for Iron Dames i Belgien, men det var småt med benzinen til sidst, og det endte med at blive Porsche og Mantheys vej til en dobbeltsejr. – Foto: FIA WEC/ Javier Jimenez / DPPI

Comebacket kom i stand efter Lamborghini ellers havde haft en stærk dag i Belgien. Iron Dames var længe i front, men var ikke helt det rigtige sted i forhold til brændstoffet, og trods ihærdige forsøg på at få benzinen til at række, så måtte først Michelle Gatting køre i pit med få minutter tilbage – og dernæst gjorde Franck Perera det samme fra føring i Iron Lynx-raceren.

Facit blev, at Perera reddede en podieplads til Iron Lynx, mens Michelle Gatting og Iron Dames endte lige udenfor podiet med en fjerdeplads.

Marco Sørensen og D’Station Racing endte med en syvendeplads, mens Mikkel O. Pedersen og Proton Competition blev nummer otte.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: