FIA WEC er tilbage, og det er Lone Star Le Mans også! WEC’s afdeling i Texas har levet en lidt omtumlet tilværelse de senere år og blev senest kørt i 2020 som stand-in for Sao Paulo. Men nu er det tilbage, og i weekenden skal årets tredjesidste slag i WEC stå. Efter Texas resterer kun Fujispeedway i Japan og sæsonfinalen i Bahrain.
Det er samtidigt med en titelkamp, som spidser til, for efter Toyota senest vandt i Brasilien med to Porscher på podiets øvrige trin, så spidser det til. Porsche har i konstruktørernes mesterskab kun fire points forspring til Toyota nu – 126 mod 122, og Ferrari er med 109 bestemt også med i kampen endnu.
For kørere er det Porsches #6 med Kevin Estré, Andre Lotterer og Laurens Vanthoor, der fører an – de hentede godt med pointdifference i Brasilien idet Ferraris #50 med Nicklas Nielsen, Miguel Molina og Antonio Fuoco satte point til med deres sjetteplads. Status er, at Porschen fører med 19 point i kørernes mesterskab. Og skal vi vende BOP, så er det generelle billede, at de fleste har fået taget lidt vægt ud. Porsche og Toyota har til gengæld fået vægt lagt i bilerne – to og fem kilo respektivt, mens Peugeot har fået det største skub og fjerner 14 kg til Austin.
I LMGT3 står der Porsche på det meste i den samlede tabel, for begge Manthey-støttede 992 GT3R er 1-2 i tabellen, men de har BMW’s Team WRT #31 bare ét point efter sig på tredjepladsen, og det tegner også til at blive en titelduel mellem den trio af biler.
Set med danske briller er den store GT3-nyhed denne weekend, at Proton Competitions Ford Mustang #88 med Mikkel O. Pedersen og norske Dennis Olsen har fået en ny teamkollega – for en enkelt afdeling har de nemlig 2023-mesteren i GTE Am, Ben Keating, med sig.
Kvalifikation/Hyperpole køres i aften dansk tid i Texas, og du kan som altid se med på FIA WEC’s app – det er fra 22.00 i aften.
Løbet køres i morgen, søndag. Det er med start 20.00 og kan ses på FIA WEC’s app og hos Eurosport og TV2 Sport/Play.