FIA WEC: Ren Ferrari-front i Texas

Foto: FIA WEC/DPPI
Annonce:

Ferrari fik sent lørdag aften dansk tid et godt udgangspunkt for søndagens Lone Star Le Mans i Texas, da Antonio Giovinazzi tog pole position foran Robert Kubica i AF Corse Ferraris ‘private’ 499P. Giovinazzi satte tiden i 1.50.390 og Kubica var knap tre tiendedele efter i en spændende Hyperpole, hvor resultatet hele tiden bølgede frem og tilbage.

Et godt stykke af vejen så det ud til at Alpines Charles Milesi skulle levere en artig overraskelse, og Milesi var da også treer helt til det sidste, men blev passeret af Alex Lynn og Cadillac, som på hjemlig asfalt i Texas tog tredjepladsen foran Milesi. Antonio Fuoco tog femte startposition i Ferraris Le Mans-vindende #50, mens Matt Campbell i Porsche Penskes #5 blev bedste Porsche.

Resten af top 10 i Hypercar-klassen bestod af No.20 BMW M Team (Frijns) på syvendepladsen, No.15 BMW M Team (Vanthoor) på ottendepladsen, No.7 Toyota (Kobayashi) på niendepladsen og No.12 Hertz Team Jota Porsche (Nato) på tiendepladsen.

Peugeots endte udenfor top 10 og klarede derfor ikke cuttet videre i Hyperpole. Mikkel Jensen var tæt på, men det endte i, at han fik Peugeots #93 ind som nummer 11. Oliver Rasmussen og Hertz Team Jota starter som nummer 17 – de fik deres indledende kvalifikation ødelagt af et spin fra Jenson Button, og klarede heller ikke det videre avancement.

Skuffelse var der også for de aktuelle mesterskabsførende i Porsches #6, for den endte Kevin Estré med at kvalificere som 14’er.

Aston-pole i LMGT3

I LMGT3 blev det pole position for Ian James og Heart of Racing Team, som fik deres første pole position i WEC, og oven i købet på hjemmebane. Sarah Bovy i Iron Dames Lamborghini Huracan fandt også melodien til Hyperpole, og belgieren fulgte tæt efter med en tid, der kun var 0,172 sekunder langsommere end James.

Ian James og Heart of Racing tog pole position i LMGT3 på hjemmebane i Texas. Foto Charly Lopez / DPPI

No.55 VISTA AF Corse Ferrari, kørt af Francois Heriau, leder anden række af gridden, mens mesterskabsførende No.92 Manthey PureRxcing Porsche 911 RSR GT3 med Aliaksandr Malykhin placerer sig som nummer fire. Dermed er fire forskellige producenter repræsenteret i top fire i LMGT3. Top fem i LMGT3 fuldendes af No.81 TF Sport Corvette Z06 GT3, kørt af Tom van Rompuy, og No.54 VISTA AF Corse Ferrari, kørt af Thomas Flohr.

De to øvrige danskerbiler i LMGT3 var også med i Hyperpole, og det endte sådan, at Marco Sørensens D’Station Racing Aston Martin starter som otter i klassen, mens Mikkel O. Pedersens Proton Competition Ford Mustang starter lige efter som nier.

Lone Star Le Mans køres i aften fra klokken 20.00 dansk tid og kan følges på FIA WEC TV, Eurosport og TV2 Play.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen

Lyt med på seneste episode