Le Mans: Estre og Porsche tog pole i sidste sekund – danskerbil på pole i GT3

Foto: Niklas Majgaard/Frederik Bonde/Boxengasse

I Le Mans’ Hyperpole er top otte i hver klasse i kvalifikationen sat helt på spidsen over en halv time – og den sidste til at sætte den hurtigste tid får pole. Meget simpel opskrift – men en opskrift på masser af spænding, hvilket Kevin Estré om nogen leverede fredag aften på Le Mans. For mens det længe lå til, at Cadillac skulle starte Le Mans med hjemmebanehelten Sebastien Bourdais i spidsen, så vendte billedet til allersidst, hvor Kevin Estré leverede varen, da han skulle.

Estrés sidste tid på 3.24.634 kom i absolut sidste forsøg, og det var nok til at sikre Porsche Penske Motorsport overskrifterne og hæderen for at starte på pole position i Le Mans 2024. Og i GT3 var der godt, dansk nyt, for Frederik Schandorff og McLarens Inception Racing starter Le Mans fra pole på lørdag.

Udskudt start

Starten på Hyperpole blev ellers alt andet end flyvende som følge af en halv times udskydelse på grund af et crash i Road to Le Mans. Da det endelig kom i gang, så var det indledningsvist Ferrari, der tog teten i Hypercar ved at være 1-2 efter første flyvende omgang fulgt af BMW M Team WRT.

I LMP2 satte Malthe Jakobsen tiden for Cool Racing og åbnede også med at være hurtigst, men endte i en direkte duel med Louis Deletraz, mens det i GT3 åbnede med Mantheys Alex Malykhin som hurtigste mand efter første forsøg.

Der skulle dog mere end en omgang til at få tiderne ned, og i andet skud forbedrede spidsen sig markant i Hypercar, hvor Cadillacs Sebastien Bourdais var hurtigere i 3.25.294 – en forbedring på tre tiendedele over Fuoco hos Ferrari. I øvrigt interessant at bemærke, at kun Alpine kørte med softs – alle andre hypercars var på medium.


Tredje skud fra den lokale helt Bourdais var der endnu mere i, for han kappede næsten et halvt sekund mere og gik som den første under 3.25 i 3.24.816, mens AF Corse Ferrari pittede og gjorde klar til et nyt forsøg.

Brendan Iribe satte tempoet i den første Hyperpole nogensinde for GT3 på Le Mans, og dermed har vi en danskerbil på pole i GT-kategorien lørdag. Foto: Boxengasse/Frederik Bonde

I GT3 var Brendan Iribe på vej mod en forbedring af det, der allerede var en toptid i klassen på 3.58.533, men amerikaneren tabte bagenden på sin Inception Racing McLaren på vej ud af Fordchikanen og spandt rundt.

Kort efter, med 8 minutter tilbage på uret, kom den første afbrydelse. Dries Vanthoor lå sekser og tabte sin BMW M Hybrid V8 i gruset i Indianapolis, og det begravede effektivt mulighederne for BMW i Hyperpole – efter det tyske mærke ellers leverede en artig overraskelse ved at være på pole i den ordinære kvalifikation onsdag aften. Han fik siden slettet sine tider for at forårsage det røde flag og endte derfor som nummer otte.

BMW og Dries Vanthoor bejlede igen til en toptid, men det endte i gruset for Vanthoor i stedet. Foto: Boxengasse/Frederik Bonde

Ferrari satte jagten ind – men Porsche nedlagde byttet

Nok en forsinkelse senere blev det hele frit igen – med 7.45 tilbage på uret. Sebastien Bourdais og Cadillac blev inde, mens forfølgerne fra Ferrari, Alpine og Porsche satte jagten ind. Ditto blev Malthe Jakobsen umiddelbart inde med P2 i klassen, mens Deletraz kørte ud til et forsøg mere for AO by TF.

Det viste sig at koste et par pladser på gridden, for i det sidste forsøg forbedrede Deletraz sig og tog pole for AO by TF efter Job van Uitert (IDEC Sport) ellers sekunder forinden havde taget bedste tid i klassen. Mathias Beche og Panis Racing samt United Autosports Ben Hanley plus Oliver Jarvis klemte sig også forbi, så Jakobsen og Cool Racings #37 starter som sekser i klassen på lørdag.

Eneste GT3-bil til ikke at tage et nyt forsøg, var Satoshi Hoshinos D’Station Aston Martin #777, mens de syv øvrige kørte ud til et nyt forsøg frem mod det ternede flag.

Fighten i Hypercar fik lov at gå helt til det ternede flag, for i modsætning til Bourdais og Cadillac 3, så gik Alex Lynn ud i Cadillacs #2 og gik på pole med 0.034 i sit sidste skud…. Og øjeblikket efter kom Kevin Estré med en hammer af en tid og tog pole position i 3.24.634 for Porsche Penskes #6. Derfor bliver det pole position til Porsche #6 foran Cadillac #2 og #3, mens Alessandro Pier Guidi satte den forsvarende vinderbil, Ferrari #51, ind som firer. Nicklas Nielsens Ferrari #50 starter som femmer, og Alpine starter som nummer seks på tid af Paul Loup Chatin.

GT3-duellen endte med pole position til en danskerbil. Frederik Schandorffs teamkammerat Brendan Iribe klarede til sidst ærterne for Inception Racing McLaren og tog pole med hæderlige 0.808 sekund ned til Alex Malykhin og Manthey Porsche, mens Giacomo Petrobelli tog tredjepladsen for JMW Motorsport i GT3. Den anden danskerbil i Hyperpole, Marco Sørensens D’Station Aston Martin, endte med en sjetteplads på tid af Satoshi Hoshino.

SPOTTERGUIDE LE MANS 2024

Le Mans’ officielle spotterguide er ude nu og kan downloades her.

Boxengasse følger traditionen tro årets Le Mans tæt, og i år med vores til dato største hold på stedet. Følg os på Facebook og i vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du opdateret på verdens største sportsvognsløb og de i alt 13 danske kørere, der er til start i år.

Boxengasses Le Mans Guide 2024

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: