Der er mere stjernestøv fra F1 på vej til FIA WEC i den kommende sæson, for Jenson Button har sluttet sig til britiske Team JOTA, hvor den tidligere F1-verdensmester i 2024 skal dele bil med danske Oliver Rasmussen og briten Phil Hanson.
Her får den nye britisk/danske trio en skarp opgave, for FIA WEC’s Hypercar-felt bliver større end nogensinde før, og byder på nye biler fra blandt andet Alpine, BMW og Lamborghini.
JOTA Sport havde et glimrende premiereår med Porsches 963 i Hypercars og gjorde en god figur og var sågar i stand til at tage kampen op med fabriksholdene ved flere lejligheder. Button selv er i øvrigt heller ikke helt ny bag rattet af en 963, for han kørte efterårets sæsonfinale i IMSA for JDC Miller Motorsports i en Porsche 963. Med comeback til WEC er Button tilbage på gridden fast for første gang siden 18/19-sæsonen, hvor han kørte LMP1 med russiske SMP Racing.
Nu venter nye opgaver i WEC med sæsonpremieren den første weekend i marts:
– Jeg er spændt på at køre FIA WEC igen og glæder mig meget til at tage kampen op sammen med Team JOTA, Oliver og Phil. Både Oliver og Phil har masser af god erfaring med sig i sportsvogne, og det bliver nøglen, som jeg ser det. Alt handler om teamwork her, og jeg kan ikke komme i tanker om et bedre team til at tage kampen op mod de store producenter end Hertz Team JOTA. Jeg ser frem til premieren i Qatar, men er også fuldt klar over, at der er meget forberedelse i vente for os.