WEC-premieren i Qatar har i en enkelt sammenhæng fået et efterspil, for Peugeots forsøg på at redde point med #93 endte med at forbryde sig mod flere punkter i reglementet, og det har nu fået den konsekvens, at bilen er blevet helt diskvalificeret fra lørdagens Qatar 1812 km.
Straffen faldt på baggrund af, at bilen dels kørte på ERS, altså bilens energy recovery system eller på godt dansk, det elektriske system. Det må i reglementet ikke bruges som eneste energikilde uden bilen også kan køre i pit efterfølgende. Peugeot kørte bilen til målstregen, men den gik dernæst i stå umiddelbart efter stregen og kom derfor ikke til parc fermé – og kørte heller ikke tilbage til pitten for egen kraft.
Peugeot har efterfølgende meldt ud, at bilen ikke fik nok brændstof ombord i forbindelse med det sidste stop, og derfor løb Jean-Eric Vergne ganske enkelt tør for benzin og måtte dermed se andenpladsen gå op i røg. Revisionen af det endelige resultat betyder også, at Nicklas Nielsen og AF Corse Ferrari rykker en plads op og bliver nummer syv, mens Proton Competitions #99 rykker ind i pointene med en tiendeplads. Frem rykker også Alpines #35 til en ottendeplads og Toyotas #8 til en niendeplads.
Peugeot har mulighed for at appellere kendelsen.