Le Mans og FIA WEC er midt i en vaskeægte guldalder med hele otte bilmærker i topklassen, Hypercars, og brands som Ford, McLaren og Genesis på vej i de kommende år.
Og nu bliver festen forlænget, for Le Mans-arrangøren ACO og FIA har fredag før årets Le Mans afsløret, at Hypercar-reglementet bliver forlænget til 2032.
Hidtil har 2029 været udløbsdato, men nu kan motorsportsfans se frem til yderligere tre år med den succesfulde topklasse.
I år deltager Alpine, Aston Martin, BMW, Cadillac, Ferrari, Peugeot, Porsche og Toyota, mens Genesis debuterer i 2026 og Ford og McLaren året efter.
Derudover kører Acura og Lamborghini kun med på den anden side af Atlanterhavet i IMSA.
Vi skal helt tilbage til de glade Gruppe C-dage i 1980’erne for at finde et lignende stort antal fabrikker i toppen af sportscar racing.
Forlængelsen til 2032 betyder samtidig, at potentielle nye mærker fortsat kan nå at udvikle og teste en ny bil til det yderst konkurrencedygtige selskab.
Hypercars i Asian Le Mans Series
Samtidig med, at ACO forlænger Hypercar-reglementet, så har de også afsløret en anden spændende nyhed.
Klassen bliver nemlig tilføjet endnu et mesterskab fra vinteren 2026/2027, hvor en Hypercar-klasse for private teams introduceres i Asian Le Mans Series.
Det sker som følge af pladsmangel til private teams i FIA WEC, hvor fabriksholdene prioriteres. I år deltager kun to private Hypercars i FIA WEC og på Le Mans.
I Asian Le Mans Series bliver Hypercar-klassen en Pro/Am-klasse ligesom LMP2, LMP3 og GT3 hidtil har været det i serien.
Det betyder, at hvert Hypercar-lineup i mesterskabet skal have én bronzekører.
Amerikanske Ben Keating er indtil nu den eneste bronzekører, der har kørt løb i en Hypercar, da han deltog i JDC-Millers Porsche 963 på Daytona i 2024.
Det er endnu ikke meldt ud, om der kommer til at være en automatisk invitation til Le Mans på spil i den nye klasse.
Husk at du kan følge hele Le Mans i Boxengasses liveblog, som du finder her.
Og herunder finder du vores podcast med Kevin Magnussen, der i år kører for BMW på Le Mans.