FIA WEC er klar til det næste stop i den europæiske del af sæsonen – og mens alle løb i WEC er vigtige, så tjener 6 Hours of SPA et måske endnu vigtigere formål. Det er nemlig generalprøven før Le Mans om en måned, og traditionelt er det holdenes sidste chance for at prøve ting af, inden det om faktisk præcis én måned er alvor til den officielle testdag på Le Mans.
Ferrari har gennemgående haft det godt i denne sæson i FIA WEC’s Hypercars og vundet begge løb, men nu gælder det SPA-Francorchamps, der i fjor bød på masser af drama og en overraskende vinder. Det var løbet, der blev afbrudt i længere tid af et rødt flag og endte med at blive kørt ud på aftenen, hvor JOTA Sport tog sejren og blev det første private team til at vinde i Hypercar.
Nicklas Nielsen og resten af Ferrari-teamet kommer til gengæld stærke til Belgien – to sejre fordelt på én til hver af de to fabriksbiler borger helt klart for mere.
Justeret BOP kan stække Ferrari og Porsche
Men Ferraris indtil videre meget overbevisende sæsonstart kommer også med en justeret BOP til denne weekend. Løbsledelsen har stækket 499P-modellen på flere områder – i lighed med Toyotas GR010. Det gælder både vægt og effekt, og Ferrarien er således 12 kilo tungere, ligesom den med 489 kw/655 hk ved hastigheder under 250 km/t også er feltets næstmest effektsvage bil – kun over/(under)gået af Toyota, der også er skruet gevaldigt ned og nu har 480 kw. Til sammenligning har Alpine, Aston Martin og Peugeot alle 520 kw (697 hk) til rådighed.
Porsche har faktisk både i Hypercars og GT3 været noget ramt på BOP’en, men der er kun sket mindre justeringer på 963-modellen. Og i GT3 har faktisk alle biler undtagen Ford Mustang fået skruet effekten ned, mens vægten også er stort set uændret på fx Porsche-racerne. 911 GT3 er lettet et enkelt kilo og Porsches Hypercar har smidt to.
Bliver det BMW’s weekend?
Kevin Magnussen og BMW har på alle måder trukket overskrifter i sæsonens første to løb i Qatar og på Imola, men den første bayerske sejr har ladet vente på sig.
Til gengæld er BMW på sin vis på hjemmebane i Ardennerne denne weekend, for bag BMW står det belgiske Team WRT og Vincent Vosse – og de er uden tvivl opsatte på at tage det sidste trin op ad podiet efter de på Imola tog andenpladsen i et vildt dramatisk løb.
Og de tyske kolleger fra Porsche har indtil videre i år måttet gå tomhændede hjem – ikke en situation, som Porsche Penske Motorsport kan blive ved med at se på, så her må man absolut også formode, at der er lagt op til revanche og måske et brud med den italienske dominans.
Peugeot bliver desuden ekstra spændende at følge, for her kommer Malthe Jakobsen for første gang til asfalt, han allerede kender i 9X8’eren – en detalje, som thyboen venter sig meget af.
Hvem slår igennem i GT3?
Hvis Hypercars har været garant for tæt kørsel, så har man ikke talt om GT3. Klassen havde sin tætteste afgørelse nogensinde sidst på Imola, og tre tiendedele var alt, der skilte sejren og andenpladsen. Seks forskellige besætninger har været på podiet de første to løb, og alt er i virkeligheden åbent her.
FIA WEC kører de første to træninger allerede i morgen torsdag. Fredag er der FP3 om formiddagen og kvalifikation fra klokken 14.40 – og løbets seks timer køres lørdag med start klokken 14.00.
Det hele kan som vanligt ses på Eurosport, TV2 Play og FIA WEC’s app.