6 min. læsning

Guide: FIA WEC åbner året på Imola!

NIELSEN Nicklas (dnk), Ferrari AF Corse, Ferrari 499P #50, Hypercar, portrait during the Prologue of the 2026 FIA World Endurance Championship, from April 13 to 14, 2026 on the Autodromo Enzo e Dino Ferrari in Imola, Italy - Photo Alberto Vimercati / DPPI
Udgivet
Foto
Del artikel

FIA WEC skulle for længst have været i gang, men det satte konflikten i Iran og bombninger overalt i Mellemøsten en stopper for. Derfor er det først i denne weekend, at vi får FIA WEC på banen til 6 Hours of Imola. Et relativt nyt stop på kalenderen, men ikke destomindre et godt stop. Imola er altid garant for godt racerløb, og en 2026-premiere med nye mærker og konstellationer på gridden kan kun give mere af det samme.

I denne guide går vi – naturligvis – tæt på de danske kombattanter i årets FIA WEC. Vi giver dig overblikket, og vi kommer også forbi dine muligheder for at se med i år. De har nemlig ændret sig lidt i kraft af FIA WEC’s nye streamingservice FIA WEC Plus.

Toyota runder et skarpt hjørne i weekenden – løb nummer 100 i WEC. Foto Florent Gooden / DPPI

Derudover er GT-bilerne for første gang i en del år uden dansk deltagelse – men her er til gengæld et teknisk valg, som har kastet kortene op i luften. Et nyt reglement omkring dækkene gør, at den hårde compund helt udgår – og samtidigt har holdene fået flere dæk til rådighed. Således har alle i GT3 seks ekstra dæk til 6- og 8-timersløbene i år, og til 10-timersløbet i Qatar er tallet otte dæk. Derudover har alle også adgang til et sæt ekstra i den frie træning.

Et nyt mærke er også på gridden. Genesis er trådt ind i FIA WEC efter over et års tilløb i blandt andet ELMS. Genesis er Hyundais luksusmærke, så skal man oversætte det til mere danske forhold, så tænk mærket som værende cirka hvad Lexus er for Toyota. Vi mødte også teamchef Cyril Abiteboul til en snak i forbindelse med Le Mans sidste år. Foto Andrea Lorenzina / DPPI

Danskerne i FIA WEC 2026

FIA WEC byder desværre på lidt færre danske navne i denne omgang, end vi har været vant til. Mikkel Jensens skifte til McLaren giver ham en sæsons pause fra WEC-scenen, men østjyden er nok stærkt tilbage i 2027, når McLarens nye Hypercar er klar til kamp. Og efter Iron Dames’ exit mangler WEC også Michelle Gatting i GT3. Faktisk er det ikke sket, at GT-klassen i WEC har været uden danske kørere i al den tid, FIA WEC har kørt i sit nuværende format.

Det har serien siden 2012 – meget sigende for den standard, dansk motorsport har holdt i sportsvogne i de seneste mange år.

Til gengæld er Danmark fortsat stærkt repræsenteret i Hypercar – og mon ikke der dukker et par ekstra navne op til sæsonens helt store højdepunkt, Le Mans.

Nicklas Nielsen, Ferrari #50

Vurderet ud fra prologen ligner det – igen – at vi kan vente en fornuftig sæsonstart fra Ferrari og Nicklas Nielsens side. Nielsens bil endte faktisk som hurtigste bil af alle i prologen denne uge på Imola – og i begge sessioner endte det med en 1-2-3 for Ferraris 499P.

Nicklas Nielsen, Antonio Fuoco og Miguel Molina står atter bag Ferraris #50 – og skød sæsonen i gang ved at være hurtigst i prologen denne uge. Foto Andrea Lorenzina / DPPI

Antonio Fuoco satte tiden om eftermiddagen og var prologens hurtigste – og i det hele taget må Ferraris trio af biler forventes at være kandidater til toppen af podiet i Italien på søndag. Ferrari kommer også til Imola som forsvarende vindere efter et 2025-løb, der udviklede sig til lidt af en strategi-fest. Særligt Ferraris #51 var ved den lejlighed særdeles kvik, mens Nielsens #50 – og særligt i hænderne på Antonio Fuoco måtte slide for sagen. 

Kevin Magnussen, BMW #15

Kevin Magnussen og BMW kunne godt have brugt lidt mere held i prologen på Imola, for Magnussens racer mistede det meste af formiddagen på grund af en motorfejl.

BMW valgte helt at skifte motor i #15, og vendte tilbage om eftermiddagen, hvor Magnussen og Raffaele Marciello endte med ottendebedste tid.

Kevin Magnussen og Raffaele Maricello fik ikke fuld køretid i prologen – en motorfejl gjorde, at teamet satte en ny motor i bilen i løbet af prologen. Foto Andrea Lorenzina / DPPI

Teamkollegerne i #20 fik en del mere køretid ud af dagen og fik også vist potentialet i BMW M V8 Hybrid – faktisk gik det så godt for Robin Frijns og René Rast, at de tog fjerdebedste tid på hele dagen og derved var den hurtigste ikke-Ferrari i prologen.

Malthe Jakobsen, Peugeot #94

Malthe Jakobsen er tilbage som ene dansker hos Peugeot efter Mikkel Jensens teamskifte. Peugeot har siden haft lidt udskiftninger og omrokeringer, men Jakobsen fortsætter i år sammen med Loic Duval – og trioen havde sådan set premiere i sidste års sæsonfinale, hvor Theo Pourchaire trådte til i stedet for Stoffel Vandoorne, der nu er at finde i nabogaragen.

Malthe Jakobsen og Loic Duval fortsætter begge på Peugeots 94, og har Theo Pourchaire med i år. Foto Alberto Vimercati / DPPI

I nabogaragen er der også mere nyt, for Nick Cassidy er ny på Peugeots team, og Paul di Resta er derfor eneste genganger fra #93 i 2025.

Prologen var en god start for Jakobsen og Peugeot, for #94 endte som hurtigste bil af de to – på en tid sat af Malthe Jakobsen om eftermiddagen. 7. bedste samlet.

Marco Sørensen, Aston Martin #009

Aston Martin så allerede i slutningen af sidste sæson ret pæne fremskridt med Valkyrie-raceren. Og 2026 bliver på mange måder en sæson, der gerne skal vise, at den britiske satsning kan tage et skridt eller to mere op ad stigen.

Prologen viste ikke så meget fra Aston Martin, som man måske kunne have håbet – men omvendt var teamet heller ikke videre heldige på dagen i Imola. Marco Sørensen havde en større afkørsel i Tamburello og det kostede indirekte en fjerdedel af køretiden for teamet, idet #009 var ude af spillet hele eftermiddagen. Teamkollegerne i #007 endte til gengæld med dagens 12. bedste tid sammenlagt.

Marco Sørensen deler igen bil med Roman de Angelis og Alex Riberas. Foto Andrea Lorenzina / DPPI

Sørensen var efterfølgende ude at kommentere afkørslen. Han var ved at starte op, og havde ikke helt nok varme i dækkene – og som vi gentagne gange har set siden FIA WEC forbød dækvarmere, så er opvarmningsproceduren ikke let i en Hypercar – og det sendte nordjyden i væggen.

Guide til TV – FIA WEC’s nye app og flow-tv

FIA WEC har i efterhånden et par sæsoner haft egen streamingplatform og app, men den har fået en større opdatering til i år.

Nu hedder det plus.fiawec.com og appen er endnu ikke på. Der skulle komme en senere, men for nu er alt online på ovenstående link. Det koster 50 euro for samtlige af sæsonens løb – Le Mans inklusive. Dertil kommer, at appen også huser European Le Mans Series, Michelin Le Mans Cup og Asian Le Mans Series fremover.

Løbene kan også købes individuelt i appen, og derudover kan FIA WEC igen følges på dansk hos Eurosport og streames på Max. TV2 har umiddelbart også løbet på TV2 Play.

Den kommende sæson er Kevin Magnussens anden i FIA WEC. Foto Alberto Vimercati / DPPI

Tidsplan Imola

Fredag 17/4

Fri træning 1 – 10.15

Fri træning 2 – 15.15


Lørdag 18/4
Fri træning 3 – 10.30

Kvalifikation 14.30-15.45


Søndag 19/4
Løb – 13.00-19.00

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode