2 min. læsning

Officielt: Mikkel Jensen er ny McLaren-kører

Foto: McLaren Racing
Udgivet
Foto
Del artikel

Danske Mikkel Jensen er den første kører i McLarens kommende Hypercar-projekt.

Det har briterne netop offentliggjort.

Den tidligere Peugeot-stjerne skal være med til at drive udviklingen af den kommende Hypercar, som McLaren og United Autosports står bag.

Den debuterer efter planen i WEC og på Le Mans i 2027.

– Jeg er enormt stolt over at blive en del af McLaren-familien og begejstret for at være med i Hypercar-projektet fra de helt tidlige stadier. Det giver mig gåsehud at træde ind på boulevarden ved McLaren Technology Centre. Det understreger ikke blot McLarens fantastiske Formel 1-historie, men den Le Mans-vindende F1 GTR minder mig også om, at vi har en fantastisk arv at bygge videre på, lyder det fra Mikkel Jensen i en pressemeddelelse.

Det var vel en af paddockens dårligst bevarede hemmeligheder, at danskeren var på vej til McLaren United AS, for danskeren tog i december hul på årets Asian Le Mans Series med netop United-teamet.

Foto: McLaren Racing

Han takkede af hos Peugeot i efteråret efter fire sæsoner sammen med franskmændene, der bød på tre podieplaceringer i World Endurance Championship og en ottendeplads som bedste Le Mans-resultat.

Jensens kommende teamchef, James Barclay, siger:

– Offentliggørelsen af Mikkel markerer endnu en vigtig milepæl i opbygningen af vores nye Hypercar-team. Han har allerede bevist, at han er blandt de mest konkurrencedygtige og alsidige sportsvognskørere i verden og bringer værdifuld erfaring med sig fra Hypercar-klassen.

– Vi træder ind i World Endurance Championship og Le Mans i, hvad der uden tvivl bliver den mest konkurrenceprægede sæson nogensinde. Vi er meget glade for at have en kører af Mikkels kaliber, erfaring og fremtidige potentiale. Ligesom os er han en ægte racer, hvilket passer perfekt ind i vores filosofi omkring mennesker og kultur – en filosofi, der har været afgørende for McLaren Racings verdensmesterskabssejre i Formel 1. Vores WEC-team er ved at falde på plads, og Mikkel er en fremragende tilføjelse, tilføjer teamchefen.

McLaren har tidligere afsløret, at teamets LMDh bliver med Dallara-chassis og twin-turbo V6-motor.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode