Som ung dansk racerkører har du ikke mange valgmuligheder, når skridtet fra gokart til banesport skal tages. Spørger man DASU er svaret Formel 4. Logisk nok, da det jo også er FIA’s officielle første trin på den stejle trappe mod Formel 1. Men en Formel 4-bil er ikke billig at anskaffe eller at drive, og mange kørere må allerede her opgive drømmen om at blive en stor racerkører.

Det har ikke altid været sådan. For 20 år siden kunne man for relativt små summer anskaffe sig en brugt Formel Ford-racer, og var man fiks på fingrene kunne man holde bilen kørende på et godt husholdningsbudget. Det var også i dén periode, at vi havde en hel håndfuld unge kørere, som uden store sponsorer i ryggen prøvede kræfter med den europæiske elite – og endda gjorde det formidabelt.

Annonce:

Én af de unge mænd, som i 1990’erne kørte Europa tyndt i gamle kassevogne med eftermonteret Formel Ford-racer, er Dan Suenson, medstifter og kreativ hjerne bag Aquila Racing Cars. Han, og mange andre af datidens unge kørere tog ekstra jobs og levede sparsomt (nok et stykke under det, vi i dag omtaler som “fattigdomsgrænsen”, red.), og de oplevede verden bag fullface-hjelmens visir.

Tilbage i 1991 anskaffede Dan Suenson sig en Royale RP24 Formel Ford-racer til den voldsomme sum af 16.000 kroner. Den var billig – også dengang – men alligevel lykkedes det for Dan at køre sig til andenpladsen i mesterskabet.

I dag er motorsport dyrt. Rigtigt dyrt. Et sæde i et vinderteam i dansk Formel 4 løber hurtigt op i nærheden af en halv million kroner, og det er de færreste unge gokartkørere, som har fået dén slags beløb i konfirmationsgave. Enkelte er begavede med velbeslåede forældre, som er i stand til at punge ud, men desværre hænger talent og pengepung ikke sammen – det er bevist mange gange, og derfor må mange talenter give op alt for tidligt.

Tilbage til udgangspunktet

Samtidig med at motorsport er blevet dyrt er meget af det sportslige også gået tabt. I dag er det realistisk at komme i Formel 1 allerede fra 16 års-alderen, og det betyder at der ikke er meget tid til pjat, hvis en ung kører skal nå op på et vist niveau inden han eller hun er blevet for gammel. Der er ikke længere god tid til at lære køreteknikken ordentligt inden man skal ud og køre i bil med downforce og aerodynamik. Og hvor der udenfor banen stadigvæk er kammeratligt sammenhold, er der i stigende grad en tendens til at hver kører og hvert team holder sig for sig selv, frem for at fortælle røverhistorier og udveksle erfaringer med hinanden.

Aquila’s FD1, her med Kevin Magnussen bag rattet, var starten på et sønderjysk motorsportseventyr. Foto: Jan Gripping

Efter at have bygget den første danskproducerede Formel Ford-racer (og ført Kevin Magnussen til sit første mesterskab i formelbiler) fik Dan Suenson for et par år siden én af de idéer, som endte med at koste nattesøvnen i nogle måneder:

Det måtte være muligt at bygge en rigtig racerbil uden at sprænge banken. En rigtig racerbil med fokus på at lære det, som i gamle dage hed “race craft”, hvor topfart og elektroniske hjælpemidler var ligegyldige.

En Synergy er ikke den mest optimale bil, du kan bygge for pengene, men når alle er i ens biler, så får du noget fantastisk ræs – og det er hvad det hele handler om.

Aquila Synergy Cup kørte sin første sæson i 2016 under navnet FDM Sport, og mange udefrakommende, inklusive denne artikels forfatter, kiggede undrende på den lille åbne bil. Det lette glasfiberkarosseri bærer ikke det mest traditionelle design, og cockpittet indholdt kun det allermest nødvendige; et rat, en gearstang, en omdrejningstæller – og tre sikringer der tjener som knapper til el, starter og lys. Keep. It. Simple. Stupid.

Der er langt fra Aquila Synergy til førersædet i en Formel 1-bil. Og sådan er det bedst, ifølge Aquila Racing Cars. Foto: Kim Gripping

Kørerne, til gengæld, havde en fest. Bilen belønner den dygtige chauffør, som formår at få fart med sig gennem svingene og ud på langsiderne, mens overdrevne udskridninger koster dyrt. En effektiv motivator til at styrke sin køreteknik.

Teknisk set er en Aquila Synergy langt fra at være et teknologisk vidunder. Til gengæld er hver en del nøje udvalgt, sådan at kvaliteten er høj uden at gå på kompromis med økonomien. Faktisk er Aquila-stifteren selv ganske tilfreds med holdbarheden på sin lille budgetracer:

“En Synergy er ikke den mest optimale bil, du kan bygge for pengene, men når alle er i ens biler, så får du noget fantastisk ræs – og det er hvad det hele handler om.”, fortæller Dan Suenson.

“Generelt er mange konkurrende producenter vist lidt trætte af os, for alt holder langt på de her biler. Et sæt klodser er normeret til at holde i fem år, og alle sagde også, at de her Willwood-bremser ikke var noget værd. Men intet bremser så sent som en Synergy.”, fortsætter han med et lille smil, som afslører at det ikke kun er hårdt arbejde at bygge racerbiler. De skal jo også testes…

Med 180 km/t i tredje gear

Den kun 400 kilo tunge bil er drevet af brugte motorer fra første generation af Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 107. Mere præcist er der tale om den trecylindrede, et-liters benzinmotor på voldsomme 68 hestekræfter. Men hvordan kan det overhovedet komme på tale, at man vælger så mystisk en motor til en racerbil?

“Mens jeg underviste på University of Birmingham kørte jeg i udlejningsbiler en uge om måneden. For at spare penge på dén konto, sad jeg ret ofte i en Aygo. Så jeg forsøgte hele tiden at køre dem i smadder. Det lykkedes aldrig.”, siger Dan, og fortsætter:

“Og det forrykte er, at sådan en faktisk sagtens kan køre 180, hvis man gør det rigtigt! Den er hurtigst i tredje og fjerde gear, og der er bare ingenting, der går i stykker, uanset hvor hårdt du kører den. De holder til alt muligt. Har de frisk olie og vand, så sker der intet.”

Intensivt testarbejde; Kevin Suenson har kørt mange kilometer på de engelske racerbaner med den gule Aquila. Foto: Aquila Racing Cars.

Heller ikke i racertrim, hvor effekten med en let tuning er øget fra 68 til 93 hestekræfter, opleves der et stort antal tekniske defekter:

“I den her sæson har vi ødelagt to motorer i hele feltet sammenlagt – begge gange var det fordi nogen havde glemt at hælde olie på dem.”

Bilen blev grundigt testet på de engelske racerbaner i BRSCC OCC-klassen. Donormotoren havde kørt cirka 150.000 kilometer, da den blev lagt i Synergy-raceren, og i løbet af to sæsoner var der hverken renovering eller reparationer på kalenderen – blot frisk olie og vand i ny og næ. Til gengæld har den nu vundet to mesterskaber.

“Samlet set kostede de to sæsoner to trækaksler, og et sæt dæk går en hel sæson. Den dyreste bærearm koster 1000 kroner… Det dyreste er monocoquen, den koster 35.000, men alt andet er billigt. En hel motor koster 5.000, så selv hvis det utænkelige skulle ske, er det til at overskue.”, forklarer Dan.

Teknikken bag: Aquila Synergy
  • Motor: Toyota 1KR-FE 1-liters, trecylindret benzinmotor chippet til 93 hestekræfter (med Aquila-designede spjældhuse)
  • Gear: Standard gearkasse fra Aygo/C1/107
  • Bremser: Willwood kalibre, standard skiver fra Toyota Aygo
  • Chassis: Aluminiumsmonocoque

Performance

  • Vægt: 380 kg
  • Vægt/Effekt: 2,14 kg pr. hk

Fællesskabet tæller højt

Der er ingen tvivl om at teknikken er et kapitel for sig. Rent sportsligt har den lille begynderklasse også efterhånden udviklet sig i den retning, som raceriværksætteren havde drømt om. Der er nemlig god stemning i det store Aquila-telt, og også her er der lavet nye standarder for sportsligt sammenhold. På banen bliver der kæmpet indædt, men når hjelmen er lagt på hylden og køredragten hænger til tørre, dyrkes fællesskabet og passionen for sporten.

Ét af kravene for at deltage i Aquila Synergy Cup er, at man holder til i det samme store telt som alle andre i klassen. Der er ikke noget med at skjule sit setup eller holde sig langt fra konkurrenterne. Til gengæld går familien Suenson selv forrest, når det kommer til principperne om åbenhed og hjælpsomhed.

Kevin Suenson kører nemlig selv med i klassen, og med sine mange kilometer i bilen er han blandt de hurtigste i klassen. Det betyder til gengæld at han er den første til at dele ud af gode råd og håndfaste tips til sine konkurrenter.

“Der er mange, der ikke lige forstår at de bare kan gå hen og kigge hans bil efter og spørge ham om tips og tricks. Han coacher endda flere af kørerne i klassen, så de får mere ud af bilen og sig selv. Jeg vil bare gerne at vi kan være åbne og hjælpe hinanden – og det kan man på den her måde”, forklarer Dan Suenson, som ikke lægger skjul på at principperne har rod i Formel Ford-klassen tilbage i hans yngre dage.

Sport handler også om samvær og kammeratskab – også selvom det er motorsport. i Aquila Synergy Cup holder alle deltagere under samme tag, og det giver en god stemning blandt deltagerne. Foto: Aquila Racing Cars.

Og der er noget om snakken. Det er sjovest at køre racerløb, når man skal kæmpe for hver placering, og der ikke bliver givet ved dørene. Det er også sådan, man bliver dygtigere. For publikum er det også noget mere seværdigt end at se et løb, hvor bilerne kører på én lang række.

Motorsportens svar på Folkevognen

Der er rigeligt med klasser i dansk banesport. Til gengæld er der ikke mange klasser som giver unge kørere en god start på banesporten for relativt få penge. Og det er synd, mener Dan Suenson, som helst så at alle havde mulighed for at prøve kræfter med den sport, der har givet ham mange glæder og oplevelser de sidste mange år:

“Jeg vil tilbage til, at motorsport er en sport. Alt det med at nogle tilgodeses på grund af penge er en kæmpe fejl. Motorsport er en billig måde at markedsføre sig på i den forstand at det er hurtig udvikling, fordi der er konkurrence og passion”, siger han, og fortsætter:

“Der er vel 2-4% af befolkningen, som kan gøre hvad de vil rent økonomisk. Dem er der en masse teams, der gerne vil have, for de har en masse penge at lægge. Jeg vil meget hellere have fat i de 96%, for de udgør bredden. Jeg vil medgive, at en sæson stadig koster penge, men i forhold til alt det andet, så er det virkelig peanuts.”

Først tager vi Skandinavien…

Der er lagt planer for Synergy Cup. Allerede næste år forventes det at en svensk Synergy Cup ser dagens lys i samarbejde med det svenske bilsportsforbund, SBF. Det er ikke hvem som helst, som har lagt billet ind på promotorjobbet – Alx Danielsson var i starten af 00’erne Sveriges varmeste bud på en ny racerstjerne, og på CV’et står alt fra Formel 3000 over rallycross til Monster Trucks.

Der går ikke mange øjeblikke, hvor Dan Suenson ikke overvejer næste forbedring og optimering på Synergy-raceren. Men der er ikke meget tilbage at hente. Foto: Kim Gripping

“Planen for nu er, at vi skal have Synergy Cup bredt ud. Det koncentrerer vi os om nu. Jeg gad godt, at jeg bare kunne designe nye biler, for jeg har masser af ideer og grundtanker til både en formelbil og en sportsvogn i hovedet.”, fortæller Dan Suenson, som dog holder sig i skindet og helliger sig visionen, der er meget klart formuleret:

Vi prøver at skabe noget, der hjælper drømmene på vej.”

Annonce:

Forfatter: Kim Gripping

Motorsportsfotograf og forhenværende PR-ansvarlig for flere kørere og teams i ind- og udland, blandt andet Morten Dons under hans år i European Le Mans Series. Brænder for den gode historie og de skæve vinkler.

Skriv et svar