For præcis to et halvt år siden offentliggjorde jeg mit hidtil mest vovede bilkøb. En smuk og patineret Alfa Romeo 147 2.0 Twin Spark fra 2001. Opfølgningen udeblev – og personer i min nærmeste omgangskreds har ventet længe på den. Så her er den. Som en nytårsgave fra mig til dig.
Du, kære læser, blev efterladt kort før afgang til det nordlige Østjylland og besigtigelse og prøvekørsel af den italienske skønhed. Lillemor blev overtalt til at tage med på turen i tilfælde af, at der skulle noget passioneret, italiensk metal med hjem. Jeg fornemmede godt, at der måske ikke var samme mængde passion omkring det potentielle indkøb på den anden side af midterkonsollen, men når kvindemennesket tidligere har nævnt VW Touran og Opel Corsa B i positive vendinger … så er hun sat udenfor indflydelse.
Vel ankommet til en landejendom langt fra lov og ret, som i øvrigt ud fra mængden af italienske køretøjer af skiftende karakter og stand burde kaldes for Little Italy eller noget i den stil, fik jeg øje på skønheden. La Bella Machina. Dér stod hun. Med et minimum af (synlige) rustpletter og kun en smule træt i lakken.
Og det var så her omkring, det første gang gik galt. Sælger var erfaren og passioneret alfista – det hedder de, de der typer, som sværger til italienske biler, og ikke ser på rusthuller og diverse små tekniske spidsfindigheder som fejl – men som karakter og personlighed. Og da jeg er typen, som drages af mennesker med passion … så blev jeg betaget af bilen og det italienske univers.
Nuvel. Efter en grundig rundvisning i og omkring bilen fik jeg udleveret en bilnøgle og tilladelse til at trille en tur i bilen. Så jeg satte mig pronto ind i de bløde grå lædersæder og drejede nøglen.
Og hold nu kæft. 147’eren blev lavet som det italienske bud på en Volkswagen Golf. Hvor tyskerne havde travlt med at optimere materialer og brændstoføkonomi lige omkring årtusindskiftet var italienerne meget mere fokuserede på komfort og køreglæde. Og lige præcis modellen med den to-liters Twin Spark ude foran var deres diskrete konkurrent til Golf GTI, blot med mere fokus på GT-oplevelsen end at være en sporty hot hatch.
Enhver, som har hørt en Twin Spark accelerere, ved, at det er en særlig lyd. En særlig fornemmelse. Jeg var på ingen måde i tvivl om, at her var tale om en brugt bil, men alligevel føltes den frisk. Undervognen fodrede bagdelen med signaler uden på nogen måde at føles som en gokart. Optrækket fra de 150 hestekræfter var også til stede. Gearskiftet var … upræcist, men en fin del af oplevelsen. Og hele fornemmelsen af bilen og den der fantastiske passion gjorde, at jeg ikke rigtigt var i tvivl.
Bevares; der var da lidt småting. Men det havde han jo sagt i telefonen. Bilen kørte fint og der fulgte en lille bunke reservedele med. Så selvfølgelig foregik hjemturen i to biler. Lillemor så fortsat ikke særligt imponeret ud.
Status og klargøring til en Summer of Passion
Der var lidt forskellige småting, som jeg godt kunne se skulle fikses. De bagerste bremsekalibre var færdige og dækkene på de smukke, originale alufælge var også udskiftningsparate. Da jeg ville hægte traileren på for at trille en masse skidt på lossepladsen, var der ikke i nærheden af strøm i stikket. Og lidt andre småting, naturligvis. Så den lokale mekaniker, som i øvrigt havde ry for at vide noget om italienske biler, fik æren af at shine maskineriet lidt op.
Der stod hun. Med friske Falken FK510 på fælgene. Lys i alle lygter, strøm i trækket, bremser som kun bremsede når de skulle. Og en bil, der fremkaldte et stort smil i mit ansigt hver gang, jeg gik ud af døren for at starte den op. Og som Lillemor trods alt måtte indrømme … kørte ret godt. Det er en lækker bil, sådan en Alfa.
Hun havde da sine skønhedsfejl. Sådan er det med teenagere; de har bumser, mærkelige frisurer og skejer ud på mærkelige måder. Og takket være internettet fandt jeg ud af, at det er helt normalt.
Sådan en Twin Spark-motor kan nemlig godt lyde en smule metallisk når den starter op fra kold. Det tager 20-30 sekunder, før olietrykket stiger og får olien skubbet hele vejen rundt i systemet, og for uindviede – undertegnede inklusive – kan det godt lyde en smule faretruende. Men det var prima, no problemo. Sådan skal den sige.
Tilbage til det med køreglæde. For den er virkelig til stede i sådan en bil. Det er svært at forklare, for det er jo bare en hatchback i Golf-størrelse med grå læderkabine og en motor med to tændrør per cylinder ude foran. Men du er ikke i tvivl om, at Alfa Romeo 147 blev designet til at give en oplevelse til både chauffør såvel som tilskuere – altså fodgængere og andre billister. Selvom mit eksemplar med masser af patina i form af rust, ridser og falmet lak måske ikke havde den pæneste finish, så er designet og lydbilledet i top.
Så kom varmen. Der i maj-juni måned, hvor vejret nærmede sig norditalienske forårstemperaturer, og hvor aircondition begynder at komme til sin ret. Der fandt jeg ud af, at der måske skulle et aircon-service til. Der kom i hvert fald ikke kold luft ud af systemet. Ny booking på værkstedet. Sådan er det at købe brugt bil; man må forvente lidt småreparationer.
Banedebut og kæmpe vinge bagud
Med friskserviceret aircondition-anlæg satte jeg kursen mod FDM Jyllandsringen. I kraft af min tjans som hoffotograf i TCR Denmark, der tilbage i 2020 gjorde sit indtog på de danske baner, var der to dages kombineret test- og medieprogram som skulle afvikles. Én af opgaverne var de famøse tracking shots, hvor hele feltet bliver fotograferet fra en forankørende bil med fotografer hængende ud af bagagerummet.
Gæt, hvilken bil, som blev udvalgt til fotografvogn?
Som den stod og varmede op i pitlane blev det bemærket, at den stod og dryppede, og “altså, vi gider ikke have noget gammelt lort ud, som smider olie på banen”. Pff. Det er jo bare kondens fra aircondition-anlægget. Det var varmt den dag. Nå, men vi fik taget nogle ret fornuftige billeder ud af bagsmækken på Alfaen. Ingen olie blev spildt, og Bella fik debut på en dansk racerbane. I øvrigt også foran et par af sine yngre kusiner – Giulietta TCR. Nærmest poetisk.
I øvrigt kan det berettes, at bagklappen på sådan en 147 kan holde sig oppe indtil man rammer 80 km/t. Derefter er det en fordel, såfremt man har sat sig i bagagerummet, lige at holde en arm klar til at tage imod og/eller holde den oppe. Det lærer man hurtigt.
* Det er ikke en god idé at lade sig transportere i bagagerummet på nogen som helst bil. Brug til enhver tid de dertil indrettede sæder, hvor der også forefindes sikkerhedsseler. Især hvis du har et felt af TCR-biler liggende cirka to meter fra bagkofangeren.
På en racerbane er der en del gummirester fra de bløde slickdæk. Dem samler man nemt op med sine almindelige, stenhårde sommerdæk. Den dag lærte jeg, at man med fordel kan køre slalomkørsel ned ad parkeringspladsen for at få dem kørt af dækkene igen. De er markant sværere at få af, når de er kølet ned, og det ryster ad pommern til indtil de er væk.
Drypperiet under bilen viste sig til gengæld at være en utæthed i aircondition-systemet. For dagen efter var der igen ikke kold luft i systemet. Pokkers.
Sådan skal det vist ikke sige. Eller lugte?!
Jeg tror ærligt talt, at der har været en håndfuld væddemål om levetiden på min italienske flirt. Der blev tit spurgt til, om min Alfa stadigvæk kørte, og reaktionen var for det meste noget i retning af “smil og nik”, når jeg berettede om dens mange fortræffeligheder. Men altså. Man kan sgu ikke sige, at man går op i biler, hvis ikke man har prøvet en Alfa Romeo – og hvis dit primære krav til bilen er, at den skal være billig i drift, så køb en cykel og et abonnent på Alt for Damerne.
Glæden ved en ældre bil er, at man kan bruge den til alt muligt. Min Alfa har kørt til og fra arbejde, til en håndfuld racerløb, med traileren til lossepladsen og sågar med familien til forskellige arrangementer. Og fordi den allerede var, øh, patineret, kunne den få lov at blive beskidt uden at jeg blev trist af den grund.
Så var der den eftermiddag, hvor jeg skulle hente et partytelt, borde og stole til en omgang festivitas hjemme i haven. Én af de der dage, hvor temperaturen var pænt over 25 grader og solen bagte ned over Dannevang. Jeg havde ikke haft tid til at få lavet aircondition-anlægget, så traileren blev hægtet på, ruderne rullet ned, solbrillen monteret og de aktuelle italienske pophits fra Alta Rotazione-playlisten på Spotify sat på – og så afsted for at fylde traileren.
Første læs blev hentet med stil og glæde over at rygsved jo blot kan tørres af på sådan nogle grå lædersæder (som i øvrigt ikke tiltrækker varme på samme måde som et sort lædersæde – 1-0 til gråt læder), og jeg strøg afsted for at afslutte afhentningen, så der kunne blive sat telt op. Da jeg kører ind ad grusvejen til teltudlejningsfirmaet begynder sådan en tikkende lyd – lidt, som lyden af kold Twin Spark-motor, men det kunne det jo umuligt være efter 40 kilometers kørsel i sommervarmen. Den fulgte heller ikke motorens omdrejninger, så det måtte være noget andet. Et blad i blæsemotoren måske? Lyden fulgte heller ikke blæsermotoren. Ingen fejlmeddelelser.
Nå, jeg fik de sidste ting smidt på traileren og vækkede bilen til live igen. Lyden var der stadig. På vej tilbage mod landevejen begyndte der at stige røg op fra det lille rum til venstre for rattet, hvor sikringerne sad. Og omtrent samtidig startede lysshowet i hele instrumenteringen. Fejlmeddelelser i displayet, lys i alle lamper. Og så drejede jeg ellers nøglen om.
Dét fik heldigvis røgudviklingen til at stoppe, men lugten var umiskendelig: Brændt printplade. Og nu skete der til gengæld ingenting, når nøglen blev drejet om.
Halvanden time er lang tid at vente, når man holder langt væk fra nærmeste skygge og uden vand i over 25 graders varm, og autohjælp åbenbart havde glemt alt om en nødstedt italiensk skønhed.
Den kloge narrer den mindre kloge…
Resten af trailerlæsset blev klaret i en lånt Skoda Octavia – så bliver det næsten ikke mere ydmygende – mens den smukke italiener stod i skammekrogen weekenden over udenfor den lokale mekaniker. Vinduerne blev wrappet til med film, da der jo ikke længere var strøm til at rulle dem op. Ynkeligt. Trist. Og for at gøre det hele endnu værre, skulle familien på ferietur til hovedstaden allerede i starten af ugen, så det måtte klares med en lejet bil på GoMore, mens mekanikeren fandt frem til fejlen.
Meldingen kom, da jeg netop gjorde klar til at indtage en burger på vejen mod Sjælland:
“Det er startspærre-enheden, som er brændt af. Og fordi den er brændt af, kan vi ikke rigtigt fejlsøge mere, før den er skiftet.”
– Ja, okay. Hvad koster det så?
“Ja, det løber nok op i en 7-8.000 kroner inkl. at få den kodet. Det er faktisk kodningen, som er den dyreste del.”
– … puha, men hvad så hvis det ikke var den, som var fejlen?
“Ja, så må vi jo grave videre indtil vi finder den.”
– Så altså minimum 7-8.000 kroner … men i princippet kan det blive meget mere?
Jeg var lidt stille resten af dagen.
På dette tidspunkt havde investeringen i italiensk liebhaveri stået mig i godt 25.000 gode, danske kroner. Jeg var godt klar over, at det allerede her var forbi med at kalde det for en god investering eller noget som helst i den retning. Og udsigten til at smide yderligere et beløb efter startspærre og hvad der så ellers kunne dukke op … var vist forbi punktet for hvad der giver mening.
Så mekanikeren fik besked på at få rullet vinduerne op og stille bilen udenfor.
Og så blev hun sat til salg.
Hvis du nogensinde har prøvet at forvilde dig ind blandt samlere og kendere, uanset om det drejer sig om bilnørder, Märklin-tognørder eller noget helt tredje, så ved du også, at man ikke sælger noget fordi det har en lille defekt. Man får det repareret. Helst på en måde, som autoriserede mekanikere eller såkaldte eksperter ville ryste på hovedet over.
Så jeg blev naturligvis overdænget med velmente tips og formaninger om, at det nok ikke var så slemt endda. Bevares, man kan jo bare lige luse henover den startspærre og så komme videre i teksten. Det er jo bare en lille fejl!
Vigtig information: Når du har taget den intelligente beslutning om at indkøbe en 18 år gammel Alfa Romeo som husstandens primære køretøj, så er der et tidspunkt, hvor tilliden til køretøjets stand bliver en ting. For selvom jeg ikke nødvendigvis går i panik over lidt røg i kabinen, syntes jeg ikke helt at kunne forvente det samme fra Lillemor. Som i øvrigt også havde antaget et noget strammere ansigtsudtryk, når samtalen drejedes over omkring den italienske skønhed, end da vi hentede den. Så min tid som alfista var ovre. Eller i hvert fald sat på pause.
En vestjysk alfista gav et latterligt lavt bud på bilen, og vi mødtes en lørdag formiddag for at bytte pengesedler for tvivlsomt projekt. Da jeg troppede op på pladsen bag værkstedet, stod gutten allerede og kiggede på bilen. Konen sad bag rattet i en nydelig 156’er og gjorde mine til at forlade stedet. De havde ingen autotrailer med.
“Næh, jeg luser lige over startspærrren og så ser vi, om ikke den springer i gang. Ellers må jeg lade den stå til i morgen, når jeg kan hente den på en trailer”, sagde galningen.
Jeg skyndte mig at få afsluttet handlen i frygt for at han vågnede op fra sine illusioner, og så cyklede jeg hovedrystende hjem efter mit livs næstværste handel.1
Da jeg senere tøffede forbi var bilen væk. Galningen havde fået liv i bilen og var kørt hjem.
For at føje spot til skade var galningen så rar at opdatere mig på sagen, da han havde haft lejlighed til at se bilen grundigt igennem. Det var bare startspærren som var brændt af. Resten af ledningsnettet var fint, så nu havde fruen fået sig en fin bil at trille rundt i.
Til gengæld havde han konstateret, at der måske var lidt mere, øh, patinering rundt omkring, end jeg havde været klar over. Der var i hvert fald nogle dages arbejde for at få den klar til et kommende syn. Det var et plaster på såret.
Regnskabets time
Min tid som alfista strakte sig over 57 dage. Uden at kede dig med de økonomiske detaljer ville jeg kunne have lejet en Porsche i samme periode og endda haft lidt til overs til benzinen for det beløb, jeg smed efter bilen og reparationer.
På nuværende tidspunkt har du nok konstateret, at man ikke kun kan købe bil med hjertet. Det er også en god idé at have forstand på biler. Eller i det mindste tage én med, som har forstand på dem. Og vælger du at investere i en italiensk bil, som er bygget med 80 procent passion og 20 procent italiensk præcision, så er det nok også en god idé at kunne rode lidt rundt i rytmeboksen på sådan én – eller kende en, som vil gøre det uden for arbejdstid.
Hvad endnu værre var … jeg måtte finde en ny bil. Og selvom jeg oprindeligt har forhandlet mig til enevældigt at tage beslutninger om bilvalg på matriklen, kunne jeg godt fornemme at stemningen ikke var til endnu en lottokupon. Corollaen faldt aldrig i god jord, og den italienske flirt øgede ikke tilliden til min dømmekraft. Af den grund, og fordi min bankkonto trængte til lidt finansiel stabilitet, måtte jeg tilbage til leasinghelvedet for en stund…
Bonusinfo: Et opslag på bilens stelnummer afslører, at den rent faktisk blev nysynet i foråret 2021 – men at den tilsyneladende har måttet lade livet i slutningen af 2022. Ære været dit minde, Alfa!
