Tiden går stærkt, når man er i godt selskab. Selvom vores læsere ikke sidder i sofaen mens vi sidder og taster, så sætter vi stor pris på det stadigt stigende antal besøgende på sitet og de kommentarer, vi får – både på sociale medier og ude i den virkelige verden, når vi møder jer på racerbanerne.

Det har været et spændende første år i Boxengasse-land. Fra at være et udefinerbart hyggeprojekt, skabt udelukkende for at skrive de artikler, som vi selv gider læse, til i dag, synes vi efterhånden at vi har fundet formen. Vi skriver stadigvæk langt fra det antal artikler, vi gerne ville, men der er også jobs som skal passes og græsplæner, der skal slås.

Annonce:

 

Én af de ting, som vi er blevet positivt overraskede over, er hvor åbent vi er blevet taget imod af kørere, teams og andre i branchen. Og ikke kun i form af rygklapperi og tommel-op’er – men vi har været i stand til at levere en jævn strøm af nyheder til vores læsere, fordi de “professionelle” gerne vil spille bold med os, svare på vores sms-beskeder efter en hård løbsweekend og tage sig tid til et kvarters dumme spørgsmål i telefonen på en sjælden fridag.

Faktisk har vi været nødt til at sætte potentielle artikler, portrætter og andre spændende aftaler på hold, simpelthen fordi vi ikke har kunnet finde tid til at gøre alt det, vi gerne vil. Det er stort, og vi vælger at tolke det som et tegn på, at vi har gang i noget rigtigt.

At “brygge vås”, som det hedder i intern lingo på redaktionen, når fingrene igen banker skånselsløst mod tastaturet i håbet om at skrive en læseværdig historie, er sjovt. For vi skriver vitterligt de historier, vi gerne selv vil læse, og når vi kan se at der rent faktisk er hundredevis af andre mennesker som læser med, så bliver alting løftet til et nyt niveau.

Og apropos et nyt niveau…

Boxengasse er startet med lige præcis nul kroner i egenkapital, og med et år på bagen er der røget en del kvitteringer på udlægskontoen. Til gengæld har vi ikke været ret aktive med salgsarbejdet, nok mest fordi det ikke er ret sjovt. Det betyder at vi i skrivende stund har ramt et af de berømte glaslofter, hvor vi kan se uendelige muligheder … som vi ikke helt har flaskepant nok til at jage.

Derfor håber vi også at tiden nu er moden for at tage imod ussel mammon. Både i form af annoncekroner, hvis nogen skulle se en idé i at markedsføre sig gennem bannerannoncer på hjemmesiden – og i form af bidrag fra jer læsere.

Hvis du jævnligt sidder og læser med i vores artikler og får en lille smule ekstra livsglæde ud af det, så overvej at kaste lidt småmønter i retning af os. De kommer ikke til at gå til café latte eller plantebaseret køderstatning – men ubeskåret til at lave mere og bedre indhold.

Du vil i bunden af denne og fremtidige artikler på Boxengasse.dk se en opfordring til at give en skærv til vores pengekasse. Gennem Patreon er det muligt for dig at donere et fast beløb hver måned – uanset om det er en femmer eller mere; vi har ingen forventninger – så vi fremover kan lave mere spændende indhold til alles fornøjelse.

Og så ikke mere snak om penge. Vi er godt i gang med at varme op til Le Mans, og dén fest skal vi ikke gå glip af. Og det skal du heller ikke, så følg med her på siden i de kommende uger.

Annonce:

Forfatter: Kim Gripping

Motorsportsfotograf og forhenværende PR-ansvarlig for flere kørere og teams i ind- og udland, blandt andet Morten Dons under hans år i European Le Mans Series. Brænder for den gode historie og de skæve vinkler.

Skriv et svar