Med ELMS-sæsonen i gang er Michelin Le Mans Cup 2022 også undervejs – og i dag skrev danske GMB Motorsport historie ved at blive det første team på verdensplan til at sejre med den nye Evo 2022-version af Honda NSX GT3.
Sejren for GMB Motorsport kom i hus efter de startede som nummer ét, to og fire på Paul Ricard – anført af Gustav Birch og Jens Reno Møller foran Kasper H. Jensen og Kristian Poulsen. Her var der imidlertid hurtigt drama for det danske Honda-team, for Jens Reno Møller indkasserede en straf for tyvstart og åbnede derfor løbet med en drive-through-straf – og samme kendelse faldt også til Mikkel O. Pedersen og Lars Engelbrekt i #88.

Det betød, at Møller og Birch i #44 startede lidt på hælene, men de fik hurtigt sat pace og startet kampen for at hente det tabte ind fra sjette position. Den tredje NSX fra GMB Motorsport med Mikkel O. Pedersen og Lars Engelbreckt startede som nummer fire, men Pedersen/Engelbrecht tabte undervejs lidt terræn og endte med at blive nummer fem i klassen, mens Kasper H. Jensen og Kristian Poulsen tog sejren. Løbet var samtidigt Poulsens comeback efter næsten syv år ude af GT-racing:
– Det er en fantastisk start for teamet. Vi kommer med ny bil og nyt hold, så at være tilbage efter hvad der for mit vedkommende har været syv års pause er stort, fortalte Kristian Poulsen efterfølgende til Le Mans Cup.
https://www.facebook.com/101846015664746/posts/152165090632838/
Missionen om at hente det tabte ind fra den tidlige straf lykkedes også for Gustav Birch og Jens Reno Møller, som kunne tage andenpladsen og gøre debuten i Michelin Le Mans Cup til en 1-2-sejr for GMB Motorsport.

Tekniske problemer og et spin blev dyrt for de danske håb i LMP3
Den generelle sejr gik til schweiziske Racing Spirit of Le Man foran franske MV2S Forestier Racing og IDEC Sport. En sen snurretur blev kostbar for Michael Markussen og islandske Thor Racing, som ellers bankede på til en plads i top 10 et godt stykke ad vejen. De måtte i stedet tage til takke med en 12. plads, lige efter den bil fra Reiter Engineering, som Markussen spandt i forsøget på at undvige.
Malthe Jakobsen og Cool Racing havde i modsætning til i ELMS ikke en god lørdag i Michelin Le Mans Cup-premieren. Maurice “Mo” Smith kom ellers superflot fra start i det én time og 50 minutter lange løb, men ELMS-polesitter Malthe Jakobsen måtte to omgange inde i sit stint parkere sin LMP3-racer fra Cool Racing med en defekt motor.
https://www.facebook.com/malthejakobsenmotorsport/posts/393334416132393
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.