12 Hours of Sebring: Gode danske muligheder i amerikansk klassiker

Foto: IMSA/Michael Levitt & Porsche
Annonce:

Som det er tradition, så står de amerikanske sportsvognsklassikere nærmest i kø i årets første måneder. Daytona i januar var det første, store slag i IMSA, og nu er det tid til årets anden store klassiker, nemlig 12 Hours of Sebring på lørdag.

I lighed med Daytona bliver det uden danskere i topklassen, GTP, som isoleret set burde blive scene for en vild duel mellem alle de store mærker i USA – Porsche Penske Motorsport åbnede sæsonen med sejren på Daytona, men Cadillac såvel som Acura, BMW og Lamborghini står klar til at udfordre. For sidstnævnte er der desuden også amerikansk debut for den nye Lamborghini SC63, som vi lige så i aktion i FIA WEC-premieren i Qatar.

Matteo Cairoli, Andrea Caldarelli og Romain Grosjean giver Iron Lynx’ nye Lamborghini SC63 amerikansk premiere i weekenden. Foto: IMSA

Udenfor GTP er der til gengæld masser af danskere at følge i LMP2, GTD Pro og GT Daytona. Skal vi starte med LMP2, så er det ikke længe siden, at Dragonspeed kunne præsentere Malthe Jakobsen som en del af deres udvalgte trio. Den bliver i øvrigt vældig skandinavisk, for Jakobsen deler bil med svenskerne Henrik Hedman og Indy NXT-køreren Rasmus Lindh. Dermed er der også nyt team til Malthe Jakobsen denne gang – sidst var han med i en vild kamp om urene på Daytona helt til sidst, hvor Christian Rasmussen og ERA Motorsport endte med at trække det lange strå i kampen mod Jakobsen og Crowdstrike Racing.

I LMP2 står der revanche på programmet for Mikkel Jensen og TDS Racing. Jensen deler igen bil med Hunter McElrea og Steven Thomas, og de kommer til Sebring efter et Daytona, som endte særdeles skuffende, da de måtte udgå efter et uheld efter godt to timer af løbet. Meget bedre gik det ikke for Nicklas Nielsen og AF Corses #88, der senere måtte parkere med en teknisk defekt. Nielsen deler igen bil hos AF Corse med Luis Perez Companc og Lilou Wadoux.

Derudover er danske High Class Racing til start med support fra amerikanske MDK Motorsports. Her finder vi Dennis Andersen, der deler med Seth Lucas og Laurents Hörr. Heller ikke dén trio havde et Daytona, som sådan rigtigt var værd at skrive hjem om, idet de også måtte parkere med følgeskader tilbage i januar.

Michael Christensen vejrer morgenluft

I GTD Pro fik Michael Christensen og AO Racings dinosaur-bemalede Porsche 911 GT3R, “Rexy”, til gengæld en godkendt sæsonstart.

Michael Christensen fik en god, amerikansk premiere med AO Racing på Daytona. Nu venter næste skridt i IMSA. Foto: Jürgen Tap, Porsche

I det hele taget har Michael Christensen haft en hæderlig start på 2024 – først med en andenplads i GTD Pro på Daytona, og senest blev det til en tredjeplads i WEC-premieren i Qatar. Det er resultater, der selvsagt giver lidt ekstra at tage til Florida med. Christensen deler atter bil med to unge talenter i egenskab af Laurin Heinrich på 22 og Sebastian Priaulx på 23:

– Jeg glæder mig til Sebring. Det er altid et fedt løb, og jeg ser meget frem til det gode ræs i GTD Pro og til at være tilbage med AO Racing. Vi prøver at holde samme koncept som på Daytona med at holde os ude af problemerne, og så må vi se, om vi kan det på distancen. Kan man være med fremme hen mod slutningen af løbet, så tror jeg vi kan være med i kampen om sejren – det er i hvert fald målet!, siger Michael Christensen i en pressemeddelelse onsdag.

På Sebring efter et blandet, dansk Daytona i GTD

De resterende danskere er alle i GT Daytona, hvor vi finder Frederik Schandorff, Michelle Gatting og Anders Fjordbach. De tre danskere kommer til Sebring med et noget blandet Daytona i bagagen. Frederik Schandorff lå i spidsen i GTD, men måtte se føringen gå op i røg takket være tekniske problemer.

Michelle Gatting og Iron Dames havde en noget stille sæsonpremiere – de kørte stabilt og uden uheld, men manglede en smule speed i den da helt nye Evo2-generation af Huracan GT3-raceren – og det bliver ét af weekendens spændende spørgsmål at se, hvad Lamborghini og Iron Dames/Iron Lynx har at skyde med til Sebring. Anders Fjordbach og MDK Motorsports blev nummer 12 på Daytona og Fjordbach stiller atter med Klaus Bachler og Kerong Li i teamets Porsche 911 GT3R.

Både Corvette og Cadillac kører med lidt alternative farver i weekenden for at markere Mobil1’s 50-års jubilæum. Derfor er Corvette Racing hoppet i guld i weekendens anledning. Foto: IMSA

Spotterguide og tider

12 Hours of Sebring begynder for alvor fredag med kvalifikationen (17.20 dansk tid fredag eftermiddag), mens løbet køres lørdag med start 14.40 dansk tid. Som altid i IMSA er der også Spotterguide fra Andy Blackmore – den finder du her.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen