24 Hours of SPA tager i eftermiddag sin afslutning – og efter en hektisk nat med regn og desværre også en del safetycars er der igen i år lagt op til en tæt afgørelse. Fra start førte Grasser Racing Teams Lamborghini #163 an, men polesitteren faldt tilbage tidligt, da teamet havde problemer med tankanlægget på de to første stop. Siden har de imidlertid gjort et flot comeback, for de gik på en anden strategi end flertallet og var over natten i stand til at omsætte det til et flot avancement efter de ellers var helt nede at vende.
Status her med fem timer igen er, at Marco Sørensen er i Comtoyou Racings Aston Martin #007 på andenpladsen, mens de forsvarende vindere fra ROWE Racing BMW er i føring. Det er dog ikke sidste års vinder-lineup, for #98 er udgået, mens #998 er i føring efter et fantastisk stykke arbejde af Daniel Harper, som gik tidligt på slicks og med det samme var ekstremt hurtig. Harper har givet stafetten videre til Max Hesse og nu Augusto Farfus. Treer er Alessio Rovera for AF Corse Ferrari, der ligeledes har haft et rimeligt solidt løb til nu.
Løbet har til gengæld været hårdt ved en del af de øvrige danske håb. Sebastian Øgaards løb sluttede lørdag aften, da Nicolas Baert var indblandet i et sammenstød med en Ferrari ned mod Eau Rouge. Ferrarien røg i muren og endte midt på banen, hvor den trods double waved yellow blev ramt for fuld kraft af en Porsche. Ingen kom noget til, men løbet sluttede for alle tre biler. Også Dennis Lind og Haas RT Audi har måttet smide håndklædet i ringen – de var ellers godt med ud på morgenen, men fik et teknisk problem med gearkassen i deres Audi og måtte parkere.
Frederik Vestis første 24 Hours of SPA er også endt i garagen – de fik ødelagt gulvet på bilen i løbet af natten og måtte udgå på grund af det. De nåede 276 omgange.
Alt i alt tegner det til en meget spændende eftermiddag i Belgien, for 16 biler er på omgangshøjde ude forrest. Se med herunder: