24 Hours of SPA: Aston Martin og The Dane Train vinder 100-årsudgaven!

Foto: SRO/24 Hours of SPA/IGTC
Annonce:

Nicki Thiim, Marco Sørensen og Mattia Drudi har her til eftermiddag skrevet historie – for tredje gang er 24 Hours of SPA blevet vundet generelt af danskere, og 100-årsjubilæet blev samtidigt den første sejr til Aston Martin siden 1948!

#7 – Comtoyou Racing – Nicki THIIM – Mattia DRUDI – Marco SØRENSEN – Aston Martin Vantage AMR GT3 EVO Wins Crowdstrike 24 Hours of Spa

Hele løbet bød på enorm spænding, for dels spillede vejret en hovedrolle med massivt regnvejr lørdag aften og natten til søndag – dels på grund af et vanvittigt drama i pitten, som endte med at koste rigtig, rigtig dyrt for AF Corse Ferrari og Alessandro Pier Guidi.

For netop Ferrarien lå faktisk bedst til før den sidste time, men så faldt korthuset sammen. Pier Guidi kørte i pit, og GRT’s #19 Lamborghini var kort forinden gået i stå midt i pitindkørslen. I øvrigt for anden gang i dag…

Mattia Drudi kørte #007 i mål til det, der er Aston Martins første sejr i 24 Hours of SPA siden 1948. Foto: SRO

Ferrari-comeback endte med andenplads

Facit blev, at italieneren ikke kunne komme forbi, og det, der kunne være blevet Ferraris anden sejr på fire år blev på stedet formøblet. Pier Guidi kom tilbage på banen og satte gang i en vild jagt for at lukke leddet og hente bare lidt af det tabte fra femte position, men stod overfor en skarp udfordring idet flere af de forankørende var på nye dæk – det var italieneren ikke.

AF Corse bejlede længe til at tage Ferraris anden 24 Hours of SPA-sejr på fire år, men den sidste time blev dyr for italienerne. Foto: SRO

Først fik han ram på både David Pittard i Walkenhorst Motorsports Aston Martin #34 og Julien Andlauer i Rutronik Racings Porsche med #96, og var treer – og i de døende minutter blev det også til en andenplads for Ferrari, da ROWE Racings Max Hesse var tvunget til at pitte for ikke at få en straf for at overskride sin maksimumtid på et stint. Et stint må maksimalt vare 65 minutter, og den regel var tyskeren tæt på at komme i klinch med. Det kostede podiet, og de endte med en sjetteplads i stedet.

Pier Guidi kunne derfor runde en vild sidste time af med en andenplads, mens BMW tog tredjepladsen med Team WRT’s Dries Vanthoor. Netop Vanthoors BMW tog det sidste trin på podiet efter et flot comeback, for de fik lidt over midtvejs en 30 sekunders straf og kørte sig tilbage, mens Walkenhorsts #34 tog fjerdepladsen.

Første Aston-sejr siden 1948

I stedet endte 100-årsjubilæet for 24 Hours of SPA som en stor milepæl for Aston Martin og for Nicki Thiim, Marco Sørensen og Mattia Drudi. Sejren betyder, at Nicki og Marco er henholdsvis tredje og fjerde dansker til at vinde 24 Hours of SPA generelt efter Michael Christensens sejr i 2019 og Nicklas Nielsens i 2021. Sejren er også Drudis første generelle sejr i 24 Hours of SPA.

Nok så afgørende er sejren også den første for Aston Martins nye Vantage GT3 og for belgiske Comtoyou Racing, som til i år skiftede mærke og blev samarbejdspartner med Aston Martin.

Teamet var i mange år med Audi i GT-racing og standardvogne.

#7 – Comtoyou Racing – Nicki THIIM – Mattia DRUDI – Marco SØRENSEN – Aston Martin Vantage AMR GT3 EVO

Sejren er selvsagt stor for ‘The Dane Train’:

– Vi har jagtet det her virkelig, virkelig længe – og med lidt held på vejen gik det til os. Alt kan ske i ræs, og man vinder først ved målstregen – og jeg kunne helt ærligt ikke være mere stolt af de her to. Det er et f…. godt team!, sagde Marco Sørensen på podiet, mens Nicki Thiim fulgte op:

– Det her er så vildt. Belgierne (Comtoyou Racing, red.) har arbejdet så hårdt på det her i lang tid, og at vi får den første 24-timerssejr til den nye Aston Martin Vantage er helt vildt. Jeg er så stolt og glad!

#7 – Comtoyou Racing – Nicki THIIM – Mattia DRUDI – Marco SØRENSEN – Aston Martin Vantage AMR GT3 EVO

Svært løb for de øvrige danske biler

Udover den danske sejr var 2024’s 24 Hours of SPA svær for de øvrige danske håb. Sebastian Øgaard måtte tidligt se sin Aston Martin fra Comtoyou Racing udgå efter Nicolas Baert var indblandet i et sammenstød lørdag aften.

Dennis Lind og Haas RT var fint med indtil søndag morgen, hvor de måtte parkere med en smadret transmission i deres Audi R8 GT3, mens Frederik Vesti og Mercedes AMG Team Gruppe M også måtte parkere i løbet af natten på grund af et smadret gulv på teamets Mercedes AMG GT3. Også Nicolai Kjærgaard og Garage 59’s McLaren med #158 løb ind i problemer undervejs.

Følg os på Facebook og i vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du opdateret på 24 Hours of Spa!

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen