Som om det ikke var nok med både Nürburgring 24h og Le Mans i samme kalendermåned, så er der faktisk et hattrick i år. Og som opvarmning til 24 Hours of SPA den sidste weekend i juni, så er prologen i fuld gang på SPA-Francorchamps i dag og i morgen.
Det er også først nu, vi har fået den første deltagerliste – og den rummer med danske briller et par ret spændende overraskelser.
Først og fremmest, så skal Frederik Vesti ud at prøve kræfter med endnu et 24-timersløb ud over Le Mans. Det bliver med Mercedes’ IGTC-team GruppeM Racing, som traditionelt er et ganske stærkt kort i Intercontinental GT Challenge. Her deler Vesti bil med Daniel Juncadella og Ralf Aron.
Derudover er der en anden god nyhed, for som følgere af Dennis Lind nok bemærkede forleden, så var han også i gang med forberedelserne til SPA 24h-prologen. Lind kører for Audi-teamet Haas RT i Pro-kategorien, og deler her bil med Jan Heylen og Simon Gachet.
Hos belgiske Comtoyou Racing er The Dane Train tilbage. Og selvom nyheden om Dane Trains genforening efterhånden er tre måneder gammel, så bliver det spændende at se, hvad d’herrer Thiim og Sørensen kan udrette sammen med Mattia Drudi. Også dén trio kører i Pro-kategorien.
Mens de tre førstnævnte danskerbiler er i Pro, så er der også to i Bronze og en enkelt i Silver.
Med nummer 83 er det Iron Dames, som igen kører den belgiske klassiker, og det bliver denne gang i Bronze-klassen. 2022-vinderne i Silver Cup stiller med Michelle Gatting, Sarah Bovy og Rahel Frey plus en indtil videre unavngiven fjerdekører.
Derudover kører Comtoyou Racings Sebastian Øgaard i Silver sammen med Nicolas Baert, Esteban Muth og Erwan Bastard, og her er det som bekendt sådan, at alle fire kørere skal have en silver-rating hos FIA.
Den sidste danskerbil er også i Bronze Cup, og det er esbjergensiske Nicolai Kjærgaard, der igen er klar for britiske Garage 59 og McLaren. Kjærgaard kører i et ellers rent britisk lineup bestående af Mark Sansom, Christopher Salkeld og James Baldwin.
Første dag kort
Prologen startede i dag, og det betyder således også, at der er kørt to sessioner af fire. Formiddagen endte med toptid for BMW Team WRT’s Sheldon van der Linde foran Ricardo Feller for Tresor Attempto Racing Audi. Treer blev Garage 59’s Tom Gamble i den McLaren, som han deler med dansk/tyske Benjamin Goethe samt Dean MacDonald.
Tirsdagens anden halvdel endtemed Gambles McLaren som banens hurtigste bil i 2.18.821. Det rakte til at bringe dem foran Tresor Attempto Racings Lorenzo Patrese i 2.19.187 – og den bedste Pro-racer blev Jordan Pepper for GRT Grasser Racing Lamborghini, som tog trejdebedste tid.
Firer blev Davide Rigon for AF Corse Francorchamps Motors Ferrari, mens Mirko Bortolotti runder top fem af for Iron Lynx.
Prologen fortsætter med yderligere to sessioner i morgen, onsdag.