Endelig er det officielt – Adrian Newey er ny teknisk chef for Aston Martin F1 fra 2025. Aston Martin har sikret sig Neweys underskrift, og designlegenden indtager sin nye titel som Managing Technical Partner den 1. marts 2025.
Dels en markering af Aston Martins fremtidige F1-visioner, dels et scoop at hente manden, der har stået bag den tekniske del af 25 VM-titler. Og med et nyt F1-reglement i 2026, så er Aston Martin og Newey klar til at kridte skoene.
– Det her er kæmpestort for Aston Martin. Adrian er verdens bedste til det, han gør, og han er på toppen af sin karriere. Jeg er utroligt stolt af at han slutter sig til Aston Martin F1. Det er den største historie siden Astons navn kom tilbage i sporten, og det er en understregning af vores ambitioner om at skabe et team, der kan køre om VM-titler. Så snart som Adrian blev en mulighed, så vidste vi også, at vi måtte have det til at ske. Vores indledende snakke bekræftede, at vi begge var klar på projektet, siger Lawrence Stroll og tilføjer:
– Adrian er en ægte racer og ét af de mest konkurrencemindede mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han så hurtigt, hvad vi har i støbeskeen, da han fik en tur på vores AMR Technology Campus, vores talentfulde folk og sportens nyeste vindtunnel. Vi mener forretning, og det gør Adrian også, siger Lawrence Stroll.
Dagens hovedperson ser også frem til nye udfordringer:
– Jeg er spændt på at blive en del af Aston Martin. Det er en kæmpe inspiration at se, hvad teamet allerede har, og der er ingen diskussion om, at Lawrences altoverskyggende mål er at lave et succesfuldt team. Han er F1’s eneste teamejer, der er aktivt engageret i sporten, og hans vedholdenhed med at udvikle og skabe hele det her kompleks i Silverstone er bare starten. Med Honda og Aramco som partnere, så har vi alle brikkerne i infrastrukturen til at gøre Aston Martin til et hold, der kan vinde VM – og det er et mål, jeg ser frem til at hjælpe dem imod, siger Adrian Newey til Aston Martins pressetjeneste.