Mens British GT i de senere år altid har leveret et felt med masser af stærke, danske navne, så bliver det lidt anderledes i år. Her er Dennis Lind eneste danske kører på gridden, men det betyder langt fra, at der ikke er grund til at tune ind, når feltet, som er blandet af GT3- og GT4-biler ruller ud på alle de klassiske, engelske baner i løbet af sæsonen.
Første stop er Brands Hatch, som med sit Grand Prix-layout lægger asfalt til sæsonpremieren, der er et løb på to timer. Løbet starter i dag, søndag, klokken 14.00 dansk tid.
Lørdagens kvalifikation endte med at sikre Lind og Lamborghini-teamet Barwell Motorsport et fornuftigt udgangspunkt som nummer tre på gridden, efter Aston Martin Racings ene kundebil fra Beechdean med Andrew Howard og Jonny Adam tog pole position foran Michael Igoe og Phil Keen i Lamborghinien fra WPI Motorsport.
I den britiske serie afgøres kvalifikationen på en samlet tid over de to kørere i hver bil, og derfor er begges performance afgørende, hvis der skal sikres en god startposition. Og udlægget fra Am-kørerne åbnede reelt for en direkte udel mellem Dennis Lind, Phil Keen, Jonny Adam og JRM Racing Bentleys Martin Plowman, da de fire første biler efter Q1 lå indenfor 0,2 sekund af hinanden.
Sent i sessionen endte Aston Martins Jonny Adam med at sætte hurtigste tid, mens Dennis Lind længe var næsthurtigst. Danskeren blev dog i sidste ende toppet af Phil Keen, og starter derfor som nummer tre på gridden senere i dag.
I GT4 blev det til pole position for BMW-teamet Century Motorsport med Will Burns og Gus Burton – et team, som faste følgere af British GT nok vil huske, at Jacob Mathiassen har kørt en del for før i tiden – senest i sæsonen 2019.