Danish Karting League fandt sine mestre i Vojens

Foto: Danish Karting League/Niklas Majgaard/Boxengasse

Danish Karting Leagues 2024-finaler havde det hele. Efter en tricky optakt lørdag med koldt vejr, regn og konstant skiftende forhold, så blev det hele afgjort i flot, sønderjysk efterårssol på Vojens Motorsport Arena med Sponsor Academy Danish Karting League Grand Prix Vojens.

KZ2-podiet i Vojens – Rasmus Haugaard vinder foran Michael Faurschou og Andreas Falch.

Her gjorde Rasmus Haugaard rent bord i KZ2-klassen og føjede med finalesejr og det generelle mesterskab i Danish Karting League endnu en skalp til en allerede flot sæson på de danske gokartbaner. Silkeborgenseren vandt også DIF DM i Rødby tilbage i august måned, og har derfor fuld plade.

I finalen tog han starten fra pole, og fik sig egentlig også etableret tidligt, men Michael Faurschou og Andreas Falch ville det anderledes. Faurschou kom frem på andenpladsen efter at være startet treer, mens Andreas Falch fik en megastart fra P6 og hurtigt var fremme som treer.

Over målstregen – finalesejr og mesterskab fulgtes ad for Rasmus Haugaard.

Der stoppede festen imidlertid ikke for Falch, for kort efter fik han skovlen under både Faurschou og Haugaard, så Falch endte i spids. Det varede dog ikke ved længe for Falch, for Haugaard fik svaret igen og satte tempo. Faurschou klarede også at genvinde sin plads, men da var Haugaard kørt og tog en sikker finalesejr foran Faurschou og Falch.

Med sejr var Rasmus Haugaards mesterskabsføring aldrig rigtigt i fare, og han er mester med suveræne 189 point. Til gengæld gav resultatet en del forskydninger, for Julius Lassen røg helt af podiet, eftersom han ikke kørte finalen. Andreas Falchs flotte finale var nok til at sikre ham en samlet andenplads, mens Niklas Vejen tager sig af bronzen. Lassen bliver firer samlet.


X30 Senior lignede på forhånd et brag af en finale – og det blev det. Mesterskabet blev til gengæld ikke afgjort helt forrest, for her kæmpede Tobias Normann (#53) og Valdemar Aggerholm (#86) om det.

Dobbelt op til Sachse i X30 Senior

Fuld plade var der ligeledes i X30 Senior, hvor famlien Sachse og Falcon Kart har hattricket hjemme. I Vojens blev det dog ikke finalesejr til hverken Bertram eller Lauritz Sachse, men Lauritz sikrede sig DKL-mesterskabet, mens bror Bertram tidligere på sommeren tog sig af DM-titlen i DASU Senior, der er samme klasse af karter.

Men finalens overskrifter gik til en helt anden side. Valdemar Aggerholm, Tobias Normann og Axel Wiingaard viste alle god fart og havde virkelig mulighederne for at byde de tre egentlige titel-kombattanter op til kamp – og efter et stærkt superheat kunne Tobias Normann starte finalen fra pole position.

Tætte X30 Senior-dueller i Vojens.

Normann kom afsted, men Valdemar Aggerholm var godt kørende fra første færd og tog føringen. Wiingaard startede nede som femmer, men var også hurtig til at få bragt sig lidt frem i rækkerne, og fik sat sig på tredjepladsen, hvor han i stedet endte i kamp med Sodis Knud Nielsen.

Næste hold efter Nielsen var brødrene Sachse, men da Wiingaard siden fik smidt et par placeringer, så kunne Aggerholm og Normann køre mod målstregen som nummer ét og to, mens Knud Nielsen runder sæsonen af som treer foran Lauritz Sachse og Bertram Sachse.

Podiet i IAME X30 Senior – Valdemar Aggerholm vinder Grand Prix Vojens foran Tobias Normann og Knud Nielsen.

Det giver et samlet mesterskab med Lauritz Sachse som mester foran Bertram Sachse og Knud Nielsen. Tobias Normanns flotte finale bringer ham frem som firer, mens Valdemar Aggerholm og Axel Wiingaard runder top seks af.

Med mesterskabet vinder Lauritz Sachse også en deltagelse i IAME International Warriors Final i Valencia til november – her præsenteret af Kim Dam fra IAME Danmark.

Sejr og mesterskab til Rünitz i OK Junior

OK Junior gik til Mika Rünitz. Parolin-køreren slog til fra pole position i finalen og havde hele vejen god kontrol over begivenhederne.

Sejren gør Mika Rünitz til mester foran Adam Andersen og Matias Kristensen, mens Oliver Haas tog fjerdepladsen samlet.

Mika Rünitz vandt både finale og mesterskab i OK Junior – faktisk endte finalens top tre helt som i mesterskabsstillingen, hvor Rünitz er 2024-mester foran Adam Andersen og Matias Kristensen.

Mester med ét point

Mini 60 endte med at blive en ekstremt spændende finaleafgørelse – for når alt gøres op, så var William Sterup Nielsen ét point fra den nye mester i klassen, August Baj Dannemand. Samtidigt er han også den første Mini 60-mester i Danish Karting League, for 2024 er første år klassen har været på programmet fast.

Der stod CRG på det meste i Mini60 i Vojens – William Sterup Nielsen tog starten i #37 og blev der – mens den nye mester, August Baj Dannemand, skyggede Nielsen det meste af vejen og sikrede sig titlen med en andenplads i Vojens.

William Sterup Nielsen startede finalen fra pole position foran netop Dannemand. De to havde fra start følgeskab af Zacharias Svanholm, men han faldt undervejs lidt tilbage – mens Dannemand fulgte godt med William Nielsen.

Noget egentligt forsøg fik Dannemand imidlertid aldrig sat ind – men det var også nok til at tage titlen. Treer i finalen blev Jonathan Ottosen.

I det samlede billede er Dannemand ny mester med 181 point – ét point mere end William Sterup Nielsen, mens Zacharias Svanholm tog tredjepladsen i det samlede mesterskab.

Lørdagens finaler i Micro 60 gik til Lukas Dam og Sodikart, som efter en vildt tæt finale tog mesterskabet foran Maze Posey og Oliver Hochreuter.

Posey vandt finaleløbet i Vojens foran netop Dam, og endte med 180 point, mens Dam tog titlen med 182. Treer i finalen blev Benjamin Dam.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: