Da DTC mødte rallycross

Foto: Boxengasse

Årets udgave af Classic Race Aarhus er ikke blot den tiende udgave af det aarhusianske gadeløb. Det er også løbet, hvor Danish Thundersport Championship giver sit nye løbsformat sin ilddåb. De to nu forhenværende kvalifikationsheats er udskiftet med to grupper á fire lynhurtige heats på blot fire omgange. Og kvalifikationen foregår ved lodtrækning, så startplaceringerne til de i alt otte heats er fordelt på forhånd.

Efter fredagens silende regn, hvor dele af DTC-feltet lod bilerne stå i tørvejr, var det lørdag tid til at lukke op for de fire første heat. Første heat med stående start – resten rullende. Og hvordan gik dét så?

Fornuftigt, vil de fleste nok vurdere. I løbet af fire omgange er det svært at lave et fornuftigt forspring til sine konkurrenter, så der var tæt race og nedbremsningsdueller fra start til slut. Underholdningsværdien er bare højere, når der hele tiden sker noget på banen. Til gengæld er der noget mere ventetid, når kørerne efter hvert kvalifikationsheat skal mingeleres frem til deres næste startplacering. Det så ud til at give anledning til lidt forvirring blandt tilskuerne.

Rune Staudt jublede over løbsformatet, som minder meget om hans gamle sportsgren, rallycross.

Og så er der det med uheld og tekniske defekter. Da Michael Markussen måtte udgå af tredje kvalifikationsheat med et ødelagt bagtøj, kostede det ham “kun” point fra tredje og fjerde heat, hvor det tidligere ville have været markant dyrere. Koldingenseren kan glæde sig over besparelsen, mens mekanikerne lørdag aften får lov at gøre bilen klar til søndagens race.

Umiddelbart fungerer konceptet altså – men hvad siger kørerne efter de første fire kvalifikationsheat?


Rune Staudt: – Jeg er jo gammel rallycross-kører, så jeg elsker det! Alle de her starter er fantastisk for én som mig, og jeg tror også at det udligner lidt af forskellen op til de hurtigste kørere. Jeg er endnu ikke Kasper H.-hurtig, men med det nye format har han også heat hvor han skal kæmpe sig op bagfra, mens jeg til gengæld starter oppe foran med de fordele det medfører. Jo, jeg synes at det holder!

Casper Pilgaard: – Jeg synes at det er spændende! Det er en anderledes måde at køre racerløb på, men jeg synes at det var en sjov oplevelse. Der var lidt småting omkring afviklingen, som måske ikke var helt optimale, men det havde jeg også forventet at der ville være, så der må vi som kørere bare give vores feedback så alle lærer af det.

Kasper H. Jensen: – Det er et super fedt løbsformat, hvor man skal være klar og overhale når man får chancen! Jeg kæmpede lidt med manglende power i motoren i dag, men i morgen burde vi have styr på det.

Et ødelagt bagtøj kostede Michael Markussen tredje og fjerde kvalifikationsheat.

De, som fik mest ud af dagens kvalifikationsheats, var Frederik Schandorff og Ronnie Bremer. Sidstnævnte tog førstepladsen i to af de fire heats, mens Lamborghini-juniorkøreren kørte tre podiepladser og en syvendeplads hjem.

Den aktuelle pointstilling er vi i skrivende stund ikke i besiddelse af – vi opdaterer artiklen når den bliver tilgængelig.

Masser af action på gaderne i Aarhus

Især OK Mobil1 Legend Cars Cup leverede varen i form af action. Ikke mindst, da Magnus Madsen blev sendt i betonbarrieren og mistede begge forhjul på vej ned af baglangsiden på Carl Nielsens Vej. Der skete heldigvis ingen skade på andet end materiel og selvværd, men de ekstraordinært opstillede chikaner (udelukkende med henblik på at reducere støjgenen fra Legendbilerne, red.) blev sendt faretruende højt i luften efter påkørslen – måske arrangøren bør overveje hvilke tiltag, man kan gøre for at reducere støjproblemerne … uden at sætte sikkerheden for officials på spil.

Der var også godt race i de forskellige historiske klasser, mens enkelte Special Saloon Car-biler stødte til opvisningsklassen, efter i ellevte time at være blevet nægtet start – naturligvis af frygt for støjklager.

Søndag fortsætter fartfesten i smukke omgivelser. DTC-løbet (inkl. de fire første kvalifikationsheats) vises på TV2 Sport fra kl. 13.55 – resten må du tage til Mindeparken i Aarhus for at opleve.

Se Classic Race Aarhus gennem Boxengasses linse

Alle billeder er beskyttet af ophavsret og må ikke kopieres uden tilladelse fra Boxengasse.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: