Allerede inden finaleweekenden var der næsten 100 points forspring til nærmeste konkurrent i mesterskabet, så årets sidste løb handlede mest om at holde bilen kørende til det ternede flag. En opgave, som det dramatiske første heat taget i betragtning, ikke nødvendigvis er let. Heldigvis slap Casper Røes heldigt fra tumulten i første sving.
– Det var udelukkende et spørgsmål om held eller uheld, for jeg så nåede ikke at se de 2 biler, der kom på tværs. Jeg havde heldigvis valgt yderbanen rundt i svinget, og det blev mit held. Nu slap jeg med skader på bilens bodywork, og det kunne vi klare med gaffatape, forklarer han.
Efter at have kørt et finaleheat med godt brugte dæk og en bil som var kraftigt dekoreret med gaffatape efter dagens skærmydsler, kunne Casper Røes lade sig køre som AM-mester 2018. Ikke overraskende, for fynboen har ligget i toppen fra sæsonstart. Tilfredsheden var til gengæld at mærke hos den unge mester:
– Det er selvfølgelig en rigtig fed følelse, jeg står med lige nu. De overordnede målsætninger er nået, og jeg har fået slået fast, at jeg hører til blandt de allerhurtigste. Det kan jeg kun være tilfreds med, siger Casper Røes.
Om de danske racerfans får Casper Røes at se igen næste år – og i så fald i hvilken løbsserie – vil han ikke ud med endnu. Han slår dog fast, at han vil være med fremme uanset hvor, han deltager:
– Der er flere forskellige scenarier i spil, men nu skal vi først lige trække vejret og have evalueret på sæsonen, inden vi for alvor kigger fremad mod 2019 og årene efter det.
Man kan håbe, at Casper Røes kan bruge AM-titlen som løftestang til noget mere; eventuelt et comeback til de udenlandske racerbaner, hvor han senest i 2017 deltog i den franske Formel 4-serie.