Opdatering: Artiklen har givet anledning til lidt forvirring – Michelle Gatting stiller IKKE til start ved Night Race, men er blot med for at give sine erfaringer videre til bilens ejermand, Mikkel Bang Johnsen.
Meget må siges at være sket for Michelle Gatting over det seneste år. Fra at kæmpe hårdt for at få en chance i sidste års Super GT-mesterskab, til at gøre sig fortjent til et sæde i European Le Mans Series og endda få sin drømmedebut på Le Mans – og i weekenden blev der sat streg under den udvikling, hun har været igennem.
Med en sejr i det første heat rundt om Bellahøj var første frø lagt til en god weekend, og i finalen fik Andreas Jochimsen kortvarigt smagen af en finalesejr, før Gatting med et par uhyre sene nedbremsninger fravristede ham sejren.
– Det var fedt lige at vise hvor skabet skulle stå! Generelt var jeg den hurtigste hele weekenden, så jeg føler virkelig at jeg har fortjent sejren, fortæller Michelle Gatting, der til Night Race på Padborg Park vil hjælpe Mikkel Bang Johnsen til at fortsætte den gode stime:
– Teamet gjorde et helt fantastisk arbejde med en stærk og konkurrencedygtig bil hele vejen igennem. Så nu har jeg sammen med Mikkel B. (Bang Johnsen, red.) og teamet besluttet at jeg kommer til Night Race på Padborg Park for at bidrage med mine erfaringer.
Massesammenstød kostede dyrt
På bybaner må det forventes at der bliver skrottet lidt karosseri her og der, og allerede i tidtagningen var Christian Sørensen en tur i dækkene, dog uden større skader til følge. Tumulten betød at Kevin Verner tog sin første Super GT-pole position foran Mikkel Mac og Casper Røes.
I andet heat røg Noah Watt en smule udenfor sporet og ramte væggen, hvorefter han blev slynget tilbage i Ole Petersens bil, mens Christian Sørensen måtte se betonelementerne helt tæt på for tredje gang i løbet af weekenden, da han mod slutningen af løbet oversatser og rammer muren. Dermed sluttede Københavnsturen tidligt for Sørensen.
Finaleheatet var ikke meget bedre. Omtrent halvvejs i finaleheatet blev et større sammenstød udløst af fronten fra René Rasmussens bil, som af uransaglige årsager fløj rundt på banen. Sammenstøddet affødte et rødt flag og en genstart af løbet.
For den forsvarende mester, Martin Andersen, bød København på en ekstra udfordrende weekend. Midtjyden var ramt af en lungebetændelse og kørte derfor langt fra på fuld kraft. Alligevel kørte han en femteplads og vigtige point hjem i finalen.
Galleri: Copenhagen Historic Grand Prix 2019 (© Denner Photo)
Mesterskabsførende Kevin Rossel havde ligeledes en svær weekend. Efter en uheldig tidtagning måtte vejlenseren køre sig frem fra niendepladsen i første heat, og først i finalen var han tilbage i top tre. På trods af pres fra Mikkel Mac kunne Rossel holde podiepladsen til målstregen.
Næste løb bliver på den sønderjyske hjemmebane, Padborg Park. Her køres det årlige Night Race, hvor sidste løb starter lørdag aften kl. 21.25. Det er også sæsonens næstsidste løb.