Sommerløbet blev afgjort på skrivebordet

Foto: Boxengasse

Seværdigt race var der masser af, da OK Mobil 1 Super GT for anden gang i år gæstede Ring Djurslands kuperede asfalt. Alligevel var det straffe og tekniske uregelmæssigheder der endte med at diktere weekendens resultater.

I tidtagningen var det Martin Andersen som satte tempoet med en tiendedel sekund ned til Ole Petersen og Kevin Rossel lige efter, mens Frederik Nymark efter en længere pause fra toppen af feltet var fjerdehurtigst.

Med de otte hurtigste kørere placeret omvendt til det første heat var Casper Røes på pole position med Mikkel Mac ved siden af. Netop hjemvendt fra Le Mans og med to løbssejre i Road to Le Mans-klassen i bagagen var der fart på falstringen, der hurtigt tog føringen og holdt den til målstregen – hvor dagens første afgørende straf faldt.

Efter målstregen satte Mac farten ned og trak til siden, og netop som de bagvedkørende indhentede ham, drejede han tilbage i raceline. Det affødte panikopbremsninger, og Ole Petersen måtte sætte bilen på tværs hen over græsset for ikke at kollidere med flere biler.

Martin Andersens løbsweekend ændrede sig pludselig markant. Foto: Boxengasse

Episoden blev først takseret til en seks sekunders tidsstraf, som ville sende Mikkel Mac ned på niendepladsen, men afgørelsen blev appelleret og fik dermed opsættende virkning – på den måde var Mac tilbage i kampen i de sidste to heat.


Andet heat bød ikke på straffe, men til gengæld var der dueller flere steder i feltet. Især kampen om førstepladsen, hvor Martin Andersen fik held med at overhale Ole Petersen og holde føringen til mål.

Den slåskamp fortsatte i finalen, hvor Ole Petersen i spidsen gjorde sit til at holde en fremadstormende Martin Andersen bag sig. Til sidst kom der et modigt overhalingsforsøg på vej mod Depotsvinget – det nåede sønderjyden at sætte en stopper for, men Martin Andersen var på græsset og havde pludselig svært ved at få stoppet bilen igen. Resultatet: Ole Petersen blev snurret rundt, og pludselig var Andersen i front.

Yes! Christian Sørensen blev toer i finalen, lige i hælene på teamkammerat Kevin Rossel. De to har nu lagt sig i spidsen af mesterskabet. Foto: Boxengasse.

Mens Ole Petersen kørte sig op til en tiendeplads, kørte Martin Andersen over målstregen som vinder. Men den titel forsvandt så snart, de tekniske kontrollanter så nærmere på bilen. En af de forreste støddæmpere levede ikke op til de foreskrevne mål, og den slags udløser kun én straf: Udelukkelse.

Dermed var det Kevin Rossel og Christian Sørensen der indtog de to forreste pladser i finaleheatet. Team Flexlease.nu Strøjer Tegl-kørerne havde ikke meget afstand mellem sig i hele løbet, men af respekt for hinanden og teamets pointhøst blev det ikke til andet end lidt velmente bremsedueller – ganske moden opførsel, som teamchef Nielsen med garanti er godt tilfreds med.

Flere kørere måtte parkere før tid i finaleheatet. Den mest voldsomme parkering stod Hans Hartmann Petersen for, da han bragede i autoværnet på vej ud på langsiden, mens Mikkel Mac måtte se sin startplacering som nummer fire forsvinde, da trækakslen gav op på opvarmningsomgangen.

Dagens gladeste mand var til gengæld Frederik Nymark, som hentede årets første pokal for sin tredjeplads. Den har været længe undervejs, men nu ser det lyst ud for ham og det fire kørere store team:

Mikkel Mac måtte opleve finaleheatet fra tilskuerpladserne. En knækket trækaksel sluttede hans løb inden det startede. Foto: Boxengasse

– Det er virkelig fedt at være tilbage i den rigtige ende af feltet! Vi har fået løst de tekniske problemer der har været, og så har vi ramt et virkeligt godt setup til banen, og så er det bare godt at kunne sætte kronen på værket med et flot resultat, fortalte Frederik Nymark til Boxengasse.

Der er nu dømt sommerferie frem til Copenhagen Historic Grand Prix, hvor Super GT-bilerne afløser DTC-klassen som det moderne indslag i Københavns gader. Det sker den første weekend i august på Bellahøj.

Frederik Nymark ser endelig ud til at være på vej tilbage til toppen af Super GT. Foto: Boxengasse
Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: